København | Benjamin Hjorth - 09/10

Vi søger praktikant til PR og strategisk kommunikation

Som praktikant hos Geelmuyden Kiese skal du ikke forvente at bruge tid på kaffebrygning og referatskrivning. I stedet kan du forvente at blive en vigtig del af vores teams, hvor du vil bidrage aktivt til at løse en bred vifte af kommunikationsopgaver for branchens mest udfordrende kunder.

Geelmuyden Kiese er (udover svært at udtale) Nordens største partnerejede kommunikationsbureau. Vi arbejder med alt fra public affairs og issues management til klassisk PR, digital kommunikation og reklame. Og så er et af vores vigtigste mål at være det sted i Danmark, hvor praktikanter lærer mest om kommunikation.

Det skal du arbejde med
Som praktikant hos Geelmuyden Kiese skal du ikke forvente at bruge tid på kaffebrygning og referatskrivning. I stedet kan du forvente at blive en vigtig del af vores teams, hvor du vil bidrage aktivt til at løse en bred vifte af kommunikationsopgaver for branchens mest udfordrende kunder.
Her kommer du blandt andet til at prøve kræfter med analyse, mediehåndtering, kampagner, udarbejdelse af pressemateriale, sociale medier og alt muligt andet.

Under paraplyen ’PR’ vil du blive udfordret på dine skrivefærdigheder, og evne til at vinkle fænomener, tendenser og tal til fængende historier, som flytter meninger og magt for vores kunder. Derudover vil du få indblik i strategiske kommunikationsopgaver, ligesom du vil få grundig oplæring og praktisk erfaring med vores metode.

Vi forventer, at du:

  • ser dig selv som et lysende kommunikationstalent, som vil bruge et halvt år på at blive endnu bedre.
  • er dygtig til at skrive, og har forståelse for journalistisk formidling (hvad end den kommer fra et dagblad, et kulørt ugeblad eller en radiostation).
  • deler vores værdier (bare rolig, du kan læse op på dem lige her).
  • deler vores interesse i samfundet omkring os – så har vi også mere at tale om.
  • ikke bliver skræmt af nordmænd og svenskere, der taler sjovt.
  • ikke er bleg for at blive lidt længere, når tingene spidser til. Vi lover til gengæld, at du ikke bliver ensom på kontoret. Vi løfter i flok uagtet titel og anciennitet.
  • ikke holder dig for fin til at hjælpe med praktiske opgaver, som ikke smager af strategi, når vi får travlt, og behovet opstår.
  • er i gang med en videregående uddannelse.
  • har erfaring fra relevant studiejob eller frivilligt arbejde.

Sådan ser vi på praktikantforløb
Vi garanterer, at det er udfordrende at være praktikant hos Geelmuyden Kiese. Men vi garanterer også masser af læring i samarbejde med søde, kloge, sjove og krævende kolleger, som er dedikerede til at sikre, at du får en stejl læringskurve og brugbar erfaring med herfra. Vi ser vores praktikanter som en værdifuld investering, og det er ikke sjældent, at vores praktikanter fortsætter i en stilling som studentermedhjælper efter endt praktikforløb.

Praktisk information
Arbejdstiden vil være 37 timer ugentligt. Praktikpladsen er lønnet.

Vi forventer, du kan starte praktikopholdet mandag den 5. februar 2018 og slutte dit forløb den 29. juni 2018 – med mulighed for forlængelse.

Hvis du har spørgsmål eller brug for yderligere information, så kontakt:
Benjamin Hjorth, benjamin.hjorth@gknordic.com.

Vi læser ansøgninger og indkalder til samtaler løbende, men skal høre fra dig senest den 3. november 2017. Send en mail med en ansøgning og dit CV til praktikantjob@gknordic.com. Mærk ansøgningen ’GK Praktikant, PR og strategisk kommunikation’.