Bliv praktikant hos Geelmuyden Kiese

Et halvt år i  praktik er starten på din karriere. Bare spørg Geelmuyden Kieses tidligere praktikanter, konsulenter og rådgivere. Som praktikant hos Geelmuyden Kiese bliver du en vigtig del af vores teams og bidrager aktivt til at løse problemer for branchens mest udfordrende kunder.

Til efterårssemestret 2021 søger vi praktikanter til Team Kultur, Sport og Underholdning og Team Public Affairs.

Geelmuyden Kiese er (udover svært at udtale) Skandinaviens største partnerejede kommunikationsbureau. Vi har til huse i Jorcks Passage i hjertet af det pulserende, gamle København. Vi arbejder med alt fra public affairs og issues management til klassisk PR, sociale medier, digital kommunikation og reklame. Uanset om vores opgave er at sælge produkter, brande, skabe engagement på sociale medier eller opbygge en følgerbase, så gør vi det på baggrund af en dyb samfundsforståelse – og med det formål at flytte magt for vores kunder. Og så er et af vores vigtigste mål at være det sted i branchen, hvor praktikanter lærer mest om kommunikation. Men hvad betyder det egentlig for dig som praktikant?


Det betyder, at du:

  • Skal prøve at skrive, analysere, tænke dig om, trække i tråde, samle tråde, planlægge og eksekvere kommunikation for et væld af forskellige kunder.
  • Lærer, hvad det vil sige at flytte magt med kommunikation.
  • Får tilknyttet en mentor, der har ansvar for at følge og bistå din udvikling.
  • Gennemgår et introduktionsforløb, der introducerer dig for vores grundlæggende metoder og værktøjer.
  • Får kolleger i hele Norden.
  • Får en større forståelse for, hvad du gerne vil, hvad der motiverer dig og hvilken kommunikationshylde du skal havne på.

Uanset team så kommer til at arbejde tæt sammen med GK’s øvrige eksperter, der hver dag gør en forskel for vores kunder med PR, PA, issues management og kreativ konceptudvikling som greb.


Om Team Kultur, Sport og Underholdning

I Geelmuyden Kieses Kultur, Sport og Underholdningsteam vil du opleve, hvordan det er at arbejde med det skandinaviske kulturliv. Vi støtter kulturlivet med dyb indsigt og arbejder på tværs af  både offentlige myndigheder og kulturorganisationer.

Kultur er en kniv, som skærer sig ind i næsten alle samfundets funktioner – om det er bedre sundhed, erhvervsinitiativer, turisme, socialpolitik, uddannelsespolitik eller bare det gode liv. Derfor vil der også være variation i arbejdsopgaver. Du kommer dog særligt til at støtte kulturlivet med faglige indsigter gennem analyser, budrådgivning på events, kommunikation og meget mere.

Vil du vide mere, kontakt Kristina Sindberg: kristina.sindberg@gknordic.com eller 24860184.


Om Team Public Affairs

I Public Affairs hjælper vi en bred vifte af kunder med at bringe information frem til politiske beslutningstagere. Som en del af teamet vil du få skærpet dine evner inden for politiskkommunikation, og du vil prøve kræfter med PR- og pressehåndtering, udarbejdelse af pressemateriale, sociale medier og alt muligt andet.

Du vil blive udfordret på din politiske forståelse og skrivefærdigheder. Og så vil du få indblik i strategiske kommunikationsopgaver, ligesom du vil få grundig oplæring og praktisk erfaring med vores metode.

Vil du vide mere, kontakt Camilla Søe: camilla.soee@gknordic.com eller 31185655.


Om dig

Vi forventer, at du:

  • Har solid metodisk forståelse.
  • Er i gang med en videregående uddannelse.
  • Er god til at skrive på både engelsk og dansk.
  • Deler vores værdier (du kan læse op på dem her).
  • Har en brændende interesse for samfundet omkring dig – så har vi også mere at tale om.
  • Ikke er bleg for at blive lidt længere, når tingene spidser til. Vi lover til gengæld, at du ikke bliver ensom på kontoret. Vi løfter i flok uagtet titel og anciennitet.

Praktisk information

I forhold til arbejdstid, aflønning mm. følger vi de retningslinjer, der er for netop din uddannelse. Vi finder altid en løsning, så vores praktikanter kan indgå i en almindelig arbejdsdag.

Vi forventer, at du kan starte praktikopholdet i august 2021 og slutte dit forløb ultimo januar 2022 med mulighed for tilpasning alt efter kravene fra dit uddannelsessted.

Send en kort ansøgning og CV til Kristina, kristina.sindberg@gknordic.com (Kultur, Sport og Underholdning) eller Camilla, camilla.soee@gknordic.com (Public Affairs) senest den 12. april 2021.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Vi hylder mangfoldighed og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge.