Jotex: ’Gør din bolig til et hjem’

Salgsunderstøttende positioneringskampagne med PR-indsats og influencersamarbejder.

Udfordring

Det svenske interiør- og møbelbrand Jotex åbnede i november 2017 dansk webshop og ønskede i den forbindelse assistance til at opbygge brand-awareness hos danske forbrugere. Som en del af en bredere positioneringsindsats fik GK til opgave at tilrettelægge og eksekvere en salgsunderstøttende PR-indsats samt en integreret influencerkampagne med toneangivende danske influencers.

Strategi og eksekvering

Med den tostrengede strategi satte vi fokus på skandinavisk maksimalisme og præsenterede Jotex’ sortiment med både klassikere og trendbårne styles under nøgleordene ’affordable luxury’ og ’fashion til hjemmet’.

Udover aktivering af mikroinfluencers tilrettelagde GK i samarbejde med Social Works et omfattende influencersamarbejde med det danske power couple Remee Jackman og Mathilde Gøhler. For at frame Jotex i en luksuriøs og æstetisk setting indrettede vi med hjælp fra en boligstylist parrets villa nord for København med møbler, tekstiler og dekoration fra Jotex.

I en periode på fem måneder løftede Remee og Mathilde løbende sløret for samarbejdet på Instagram med før- og efterbilleder og stories med swipe til Jotex.dk, hvor en video med parret dannede rammerne for kampagnens landing page. For at skabe yderligere synlighed om samarbejdet delte vi billeder, video og citater med pressen, som gav omtale i både traditionelle og online medier.

Resultat

Den målrettede PR-indsats har i løbet af 2018 positioneret Jotex som et kendt brand i den danske interiørpresse og ikke mindst sikret brandet en massiv mængde produktomtaler i en bred vifte af livsstils- og interiørmedier, ugeblade og regional- og lokalpresse. I alt har indsatsen i 2018 genereret ikke mindre end 226 omtaler med et samlet reach på 27 mio.

Gennem influencerkampagnen med Mathilde og Remee nåede hvert Instagram-post i gennemsnit ud til henholdsvis 214.000 og 121.000 følgere, og kampagnen skabte stor trafik til Jotex.dk – hvilket resulterede i mærkbart øget salg i kampagneperioden.

Den kampagnespecifikke presseindsats sikrede desuden omtale af samarbejdet i både den kulørte presse og i livsstils- og interiørmedier som Eurowoman, Costume og på Alt.dk. Historien om samarbejdet var i ugen umiddelbart efter lanceringen den mest læste artikel på både Alt.dk og Costume.dk.