Nyhed

juli 6, 2022

GK Talent 2022

GK Talent er navnet på Geelmuyden Kieses netværk for ambitiøse, talentfulde studerende, som er på vej til en karriere inden for kommunikation. GK Talent kører på sit nu sjette succesfulde år med det samme formål; at bringe de mest lysende kommunikationstalenter sammen og tættere på livet i branchen.

Udover at ville være det sted i branchen, hvor man lærer mest om kommunikation, er vores udgangspunkt nemlig, at man lærer bedst, når man er flere om det.

Vi har en kompetent flok af rådgivere og specialister, der er ivrige efter at dele ud af deres viden og blive udfordret af de mest lovende talenter i branchen.

Ansøgning

For at komme i betragtning som medlem af GK Talent skal du være studerende under hele netværkets mødeperiode. Dit specifikke studie og hvor du har studiejob er ikke altafgørende for optagelse i GK Talent. Vi går mindst lige så meget op i, om du er motiveret for at udvikle din viden om kommunikation i teori og praksis sammen med andre dygtige kommunikatører.

Vi optager 10-12 medlemmer pr. forløb. Medlemskab af GK Talent er gratis. Din ansøgning skal indeholde CV og motivation for at være en del af holdet. Send ansøgning i en samlet fil til Camilla Søe nu på gktalent@gknordic.comog allersenest 18. august. 

Indhold

I løbet af fem netværksmøder tager vi GK Talenterne igennem et intenst læringsforløb. Hvert møde vil have sit eget kommunikationsfaglige tema, oplæg fra GK’s specialist på området, samt efterfølgende case-arbejde. Afslutningsvist vil vi have et møde med inspiration til forskellige karriereveje i kommunikationsbranchen.

Møderne finder sted hos os i Jorcks Passage i tidsrummet 18:00-21:00. Det første netværksmøde vil finde sted den 6. september 2022. Forløbet afsluttes i december 2022.

Hvad får jeg ud af det?

Du får et indblik i kommunikationsdisciplinen fra fem forskellige, men sammenhængende perspektiver – leveret af fem af branchens dygtigste rådgivere. Du lærer om, hvordan man løser problemer med kommunikation på et bureau, og du får et netværk af 9-11 andre studerende, der ligesom dig stiler mod en glorværdig karriere i kommunikation. Og så får du (håber vi) et nuanceret billede af, hvilken retning din karriere skal gå.

Citater fra tidligere medlemmer

”Meget professionelt, hjertevarmt, inspirerende og lærerigt!”

Medlem af GK Talent 2021

”Jeg synes, at det har været en godt forløb. Jeg er glad for det netværk og den nye viden, som jeg har fået. Jeg vil helt bestemt anbefale det til en ven.”

Medlem af GK Talent 2021

”Meget inspirerende og lærerigt. Jeg har fået et fagligt netværk ud af det, fået sparring, læring og indblik i konsulentbranchen inden for kommunikation.”

Medlem af GK Talent 2020

”Det er rigtig fedt, at man får lov til at løse ‘rigtige’ opgaver, GK som bureau har løst. Desuden har alle oplægsholdere været gode til at give konstruktiv feedback på casearbejdet og noget at reflektere videre over. Jeg er rigtig glad for, at jeg kom med på holdet”

Medlem af GK Talent 2019