I sidste uge vedtog Amnesty International en resolution, der med garanti vil støde en god portion goodwill og medlemmer fra menneskerettighedsorganisationen: Amnesty vedtog, at legalisering af prostitution skal være foreningens officielle politik i hele verden.
Ifølge Amnestys nye politik skal alle aspekter af prostitution gøres lovlige, både salg og køb af sex samt rufferi, det vil sige det forhold, at nogen tjener penge på andres prostitution.
Med sin nye politik har Amnesty valgt side i en fløjkrig, der er lige så gammel som det moderne samfund selv: Bekæmpes prostitutionens skyggesider bedst med forbud eller lovliggørelse?
Det er klart, at Amnesty vil støde såkaldte abolitionister – altså tilhængere af forbud – fra sig, nu de har valgt side. Fra skuespiller Meryl Streep til eks-præsident Jimmy Carter var meningsdannere da også straks på barrikaderne for at undsige Amnestys politik.
Men Amnesty har heller ikke hjulpet sig selv til at blive forstået ret i kommunikationen af en eksplosiv holdning.
I Danmark har den nationale afdeling forklaret om den ny politik ved at mime de centrale budskaber fra moderskibet Amnesty International – men uden at skele ret meget til lokale, danske forhold for prostitution, der er helt afgørende for, at Amnestys udsagn overhovedet kan tages alvorligt her.
Trine Christensen, vicegeneralsekretær i den danske afdeling af Amnesty, gav et af de første interview til Politiken. Hun forklarer, at hun på baggrund af resolutionen overvejer at lobbye for et opgør med rufferi-paragraffen i den danske straffelov:
»Vores research viser, at [prostituerede] i lande med forbud er langt mere udsatte for vold og overgreb, at de er mindre tilbøjelige til at gå til politiet, og at de heller ikke benytter sundhedstilbud af frygt for at blive taget for prostitution,« siger hun.
Men hvad taler Trine Christensen om? Danske prostituerede arbejder lovligt. Danske prostituerede kan slet ikke »blive taget« af politiet. Sundhedstilbud opsøger de prostituerede i deres klinikker bl.a. i form af socialmedarbejdere fra det offentligt finansierede Kompetencecenter Prostitution.
På sin danske hjemmeside skriver Amnesty, at man vil kæmpe for at ophæve forbud mod rufferi ud fra argumenter om, at den slags love »mange steder [bliver] brugt imod sexarbejderne eller forhindrer, at de kan sikre sig selv imod overgreb.«
Det er sikkert sandt i Argentina eller Papa Ny Guinea, hvor Amnesty blandt andet har bedrevet sin research.
Men i Danmark er rufferiparagraffens eneste hensigt, at intet menneske skal presse et andet ud i prostitution, fordi han eller hun kan tjene penge på det.
Fremmedgørelsen er komplet, når Amnesty vælger at kommunikere ét af alle tiders mest kontroversielle synspunkter uden at foretage en helt essentiel, national segregering.
Af konsulent Sanne Maja Funch, Geelmuyden Kiese