Nyhed
februar 17, 2016Nyhedsbrev – Trepartsforhandlinger: De, der handler, vinder
Trepartsforhandlinger er i dansk sammenhæng en over hundrede år gammel model, hvor bærende institutioner i vores samfund finder sammen for at drøfte aktuelle problemstillinger, der vedrører arbejdsmarkedet. Inden valget varslede Løkke en invitation til netop disse trepartsforhandlinger. På dét tidspunkt havde ingen dog forventet, at flygtninge ville være det altoverskyggende emne. Men nu står og falder forhandlingerne med en aftale om, hvordan flygtninge kan komme hurtigere i arbejde.
I 2012 endte Dansk Metal med at hive tæppet væk under forhandlingerne, fordi de ikke kunne gå med til at afgive ferie- og helligdage. Det endte som en mavepuster for både regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening og ikke mindst LO, som ikke havde styr på sin medlemsorganisation. År 2012 sidder stadig i kroppen på alle parter, og de nye forhandlinger lægger et pres på arbejdsmarkedets parter. Kan de levere, når det gælder, og har trepartsforhandlinger stadig en berettigelse?
Det er den strukturelle magt, som modellen med trepartsforhandlinger giver til blandt andet LO og DA, der er på spil. Hvis arbejdsmarkedets parter ikke kommer fra forhandlingerne med konkrete resultater, mister de en stor del af deres legitimitet og berettigelse. Magt er ikke noget, man får per automatik, det er noget, man kontinuerligt skal arbejde sig til, og hvis hovedorganisationerne ikke leverer, kan deres medlemsorganisationer stå klar til at gøre det i stedet. Eksempelvis har Dansk Supermarked og Arla den seneste tid vist sig proaktive i kampen for at få flygtninge i arbejde, så her kunne der ligge eksempler på alternative samarbejdspartnere for regeringen. I tilfælde af, at dette års trepartsforhandlinger falder sammen, er det muligt, at vi vil se en situation, hvor medlemsorganisationer som Arla, Dansk Supermarked og FOA griber til fadet i stedet for deres hovedorganisationer. Den situation ville være fatal for LO og DA – for de, der handler, vinder.
Torsdag i sidste uge blev forhandlingerne så skudt i gang. Som debuterende LO-formand ved forhandlingsbordet, har Lizette Risgaard brug for en aftale til at vise sit værd, og for Løkke ville en aftale være løftestang for hans politiske projekt. Der er dermed meget på spil på mange planer, og der er lagt i kakkelovnen til en indflydelseskamp ved forhandlingsbordet.
Hos Geelmuyden Kiese rådgiver vi om netop politisk indflydelse og interessevaretagelse. Hvis du vil undersøge mere om, hvordan din organisation kan finde sin berettigelse, er vi klar på en uformel snak.