Min dansklærer i gymnasiet kaldte dem de lige margener. Vi andre kaldte dem hånligt 10-tals piger. Pigerne der var flittige, dygtige, altid lavede deres ting og altid fik gode karakterer, men som meget sjældent fik 13-taller, fordi de aldrig sprængte rammen og aldrig rigtig satsede hele butikken på én idé eller én argumentation.
Min dansklærer i gymnasiet var tosset. Han nægtede at kalde os ved vores rigtige navne, da vores forældres fantasiløshed ikke skulle beskæmme hans timer (jeg hed Rosamunde). Han proklamerede første skoledag, at han aldrig kom på arbejde på en virkelig god dag, for den skulle ikke spildes et så kedeligt sted som et offentligt gymnasium. Og så nægtede han at belønne folk, der gjorde ting ordentligt og lavede lige margener. Dem, der gjorde det, fik 10. Dem, der satsede hele butikken, fik en blanding af dumpekarakterer og 13-taller.
Hans morale til ungdommen: Mod skaber det uventede og det exceptionelle – og det belønnes.
Men det er alt sammen mange år siden. Siden dengang er muligheden for at få 13, der gives for den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation, blevet erstattet med 12-tallet, der gives for den fremragende præstation. Djævelen danser i detaljerne, og man skal kigge godt efter for at finde forskellen i de to karakterer. Men den er der. Og det er den, der gør mig en smule bekymret for 12-tals pigerne. På den gamle skala var det muligt at sprænge normer, forventninger og blive belønnet for det satsede og uventede. At man ikke længere kan det, er det virkelige problem for 12-tals-piger og -drenge. For vi risikerer at skabe en generation, der kun gør, hvad, de ved, virker og hvad, der belønnes. Hvor de ikke tør satse, fordi belønningen for at gøre det simpelthen ikke er stor nok.
Mange studier viser, at drenge og mænd tager flere chancer end kvinder. Det kan forklares på mange måder: Måske er det opdragelse, måske er det biologi, måske er det det, der gør, at mænd dør tidligt, og måske man på ti minutter google sig frem til en rapport, der bestrider det faktum. Men jeg kan personligt nikke genkendende til, at mænd mange gange tør satse lidt mere end kvinder. Og det er en skam. For selvom der ikke er noget som helst galt i at få 12, er det i min optik et problem, hvis det er det eneste, du får. Ikke fordi jeg er bekymret for, at piger lægger hele deres selvværd i karakterræs, men jeg er bekymret for, at de kun tager den sikre vej. Hvis de gør det, får de nemlig svært ved at tænke ud over de lige margener og bidrage med de kvaliteter, vores samfund efterspørger: Kreativitet, innovation og iværksætterlyst. Hvis pigerne handler ’rigtigt’ og inden for rammerne, skaber det endnu længere udsigt til ligestilling i erhvervslivet. For de allerbedste erhvervsfolk er dem, der tænker nyt og tør satse, når det gælder.
Vi forsøger også at satse her hos Geelmuyden Kiese. Hos os arbejder der rigtig mange mennesker, der har fået rigtig mange 12-taller. Men alligevel forsøger vi hver dag at tænke efter den gamle skala. At yde rådgivning og få idéer, der ikke alene er gode, men har muligheden for at være noget helt ekstraordinært. Når vi arbejder med kampagner og kreativitet er godt meget sjældent godt nok.  Kommunikation til et 12-tal er fint, men det begejstrer ikke så tit. Og vi ved, hvis du ikke begejstrer, bryder lydmuren og tør satse hele dynen på en idé, der enten flyver eller falder, så er der en risiko for, at du bliver irrelevant. Relevans kommer nemlig først, når vi tør fejle, dumpe og miste det hele.
Vi søger lige nu praktikanter. Og vi vil meget gerne høre fra både 12-tals piger og 12-tals drenge. Men for jeres egen og for fremtidens skyld, håber vi også, at I engang imellem har fået en dumpekarakter. Ellers skal vi nok lære jer, hvordan i får både den og 13-tallet.
Læs mere om at være praktikant hos GK her.