Debatten har raset de seneste uger. På den ene side er Bertel Haarder. Det længst siddende medlem af folketinget med 22 års ministererfaring, som har opfordret en række navngivne debattører til at engagere sig partipolitisk i stedet for at stå udenfor og kritisere. På den anden side er meningsdannere som Asger Aamund, Stine Bosse og Abdel Aziz Mahmoud, som har svaret Haarder, at de har langt mere indflydelse udenfor partierne ved at sætte debatter i gang og holde magthaverne i ørerne.
Men hvem har ret i denne magtkamp? Og er det i det hele taget muligt at afgøre? Det korte svar er ”Bertel” og ”ja”.
Danmarks love og regler udformes i en forhandling mellem regering og folketing på baggrund af et oplæg fra embedsapparatet. Embedsmændene har i deres arbejde ofte fået faglige input fra diverse interesseorganisationer, og over det hele svæver EU, da dansk lovgivning i stadig højere grad sker på baggrund af allerede vedtaget EU-lovgivning. Det er i denne femkant – regering, folketing, embedsapparat, interesseorganisationer og EU –  Danmark formes og udvikles. Danmarks love og regler formes til gengæld ikke i nævneværdigt omfang i debatspalterne i Berlingske eller Politiken eller i Deadline på DR2.
Dermed ikke sagt at debattører og meningsdannere ikke kan være med til at sætte emner på dagsordenen. Det kan de. Men der er dog meget langt fra, at noget ”kommer på dagsordenen” til, at der sker noget konkret lovgivningsmæssigt. Noget af det første man finder ud af, når man forsøger at påvirke konkret lovgivning er nemlig, hvor lang tid det tager, og hvor kompliceret en proces det er.
Hvis man for eksempel ønsker at få noget i finansloven for 2018, er man allerede nu lidt bagud, også selvom forhandlingerne reelt først begynder til september. Embedsmændene i Finansministeriet har arbejdet på finanslovsforslaget for 2018 i et stykke tid nu. De har indhentet forslag og ønsker fra fagministre, de har udregnet råderum eller mangel på samme, og over de næste måneder skal regeringens politiske prioriteter indarbejdes, og der skal skabes plads til andre partiers ønsker.
Det er i processer som denne, at man skal sætte ind, hvis man reelt vil påvirke Danmark. Det kræver dog, at man lægger en målrettet strategi. At man ved, hvor og hvornår man skal sætte ind, at man kan formulere et realistisk forslag, kan skaffe sig alliancer og anvise finansiering. Kort sagt, at man kan finde ud af det politiske håndværk. Det håndværk lærer man i partierne.
Reel politisk magt er ikke baseret på de hurtige og nemme løsninger til de komplekse problemer, som så ofte kendetegner indlæggene i debatspalterne herhjemme – tværtimod. Og gud ske lov for det.