Nyhed

juli 17, 2020

Geelmuyden Kiese er med til at åbne cykelsporten efter coronakrisen.

image credit/louis credot

Samarbejdet mellem KMD, Qlife og Geelmuyden Kiese om Corona-tests kaster nu den første af en række nye, store aftaler af sig.

Geelmuyden Kiese (GK) kan sammen med Qlife og KMD tage lidt af æren for, at den internationale cykelsport fra august igen ruller.

Samarbejdet har nemlig nu ført til, at et af verdens bedste professionelle cykelhold op til den udskudte sæsonstart og resten af efteråret benytter sig af den test, der allerede bliver brugt i Superligaen og af Badminton Danmark. Forventningen er, at flere andre World Tour-hold snart vil følge efter.

Cykelholdet Trek-Segafredo har allerede underskrevet kontrakten, mens en håndfuld andre cykelhold er ved at lægge de sidste hænder på aftaler, der forventes underskrevet inden for få dage.

”Vi er ekstremt stolte over, at vi i et tæt og godt samarbejde med Qlife og KMD kan bidrage til genåbningen af cykelsporten. Det er lykkedes at skabe et test-setup, der er både sikkert, fleksibelt og økonomisk overkommeligt, og som passer perfekt til cyklingens omrejsende verdenselite. Det har kun kunnet lade sig gøre i kraft af Qlife og KMD’s store knowhow og professionalisme inden for medicinal- og databrancherne samt Geelmuyden Kieses store internationale netværk inden for sport, kultur og underholdning,” siger seniorrådgiver hos Geelmuyden Kiese, Morten Crone Sejersbøl.

Partnerskabet mellem GK, KMD og Qlife betyder, at GK via sit verdensomspændende netværk inden for sport, kultur og underholdning skaber kontakter rundt omkring i verden og i samarbejde med KMD og Qlife, der står bag de egentlige test, tilpasser test-setup, så de giver optimal mening for de enkelte kunder. Som nu for eksempel inden for cykling.

”Vi er glade for, at vi med partnere som Qlife og Geelmuyden Kiese kan bidrage til, at cykelholdene kan komme på vejene igen i denne usædvanlige situation på en tryg og sikker måde. I aftalen kombinerer vi medico- og datateknik, og dermed kan vi understøtte et komplekst behov hos kunden,” siger direktør og chef for KMD’s enhed for data og analyse, Christian Binggeli-Winter.

Hos Qlife, der står bag selve testene, ser man aftaler i cykelverdenen som det første af flere skridt ud i verden.

”I forbindelse med Corona-krisen har vi haft mulighed for at igangsætte COVID-19 test med en nøjagtighed, der er i overensstemmelse med de laboratorieundersøgelser, der udføres på hospitaler. At vi nu også får mulighed for at kunne hjælpe i denne del af sportsverdenen, er vi glade for,” siger direktør i Qlife Thomas Warthoe.

GK, KMD og Qlife offentliggjorde samarbejdsaftalen i begyndelsen af juni. Testens andel i åbningen af cykelsporten er en af de første store resultater for samarbejdet, men både inden for esport, tennis og en række andre sportsgrene er der allerede interessante dialoger i gang.

Pressekontakt:
Morten Crone Sejersbøl, Geelmuyden Kiese
Mail: morten.crone@gknordic.com