I dag indgår emojis ikke alene i stort set alle digitale korrespondancer. De begynder at erstatte vores sprog. Så hvis du går rundt og tror, at det kun er børn og kiksede og dovne voksne med begrænset ordforråd, der bruger emojis, tager du fejl. 90 procent af verdens online-befolkning udtrykker sig ved hjælp af emojis. Tjek eksempelvis Emojitracker, der i realtid viser brugen af emojis på Twitter.
I 1950’erne fastslog psykolog Albert Mehrabian, at kun syv procent af vores kommunikation er verbal (hvad vi siger), imens 38 procent er vokal (hvordan vi siger det), og 55 procent er nonverbal (hvad vi gør, og hvordan vi ser ud, når vi siger det).
Når vi ikke kommunikerer ansigt til ansigt, mangler vi størstedelen af vores kommunikationsredskaber, og misforståelser kan nemt opstå.
Følelsen af, at kommunikation på online-platforme er mangelfuld uden ansigtsudtryk, gestikulation og intonation, drager os til at inkludere emojis.
Så behøver du heller ikke spekulere på, om din datter har det ”Fint! ?” eller ”Fint! ?”.
Og som et kuriosum kan det nævnes, at vi mennesker i takt med udbredelsen af emojis har udviklet en ny evne til at stimulere den del af hjernen, der normalt aktiveres, når vi kigger på et rigtigt ansigt. Brugen af emojis har altså ført til et nyt mønster i vores hjerne.

?✊?❓ – Emoji. Totalitarismens sprog?

Da iOS 10 udkom til iPhone, introducerede Apple en ny feature, der gør det lettere at erstatte et ord med en emoji. En service til alle os, der elsker at fylde vores tekstbeskeder med glade ansigter, søde hjerter og måske en fersken/aubergine i ny og næ. Men er det i virkeligheden ikke et angreb på vores sprog?
Emojis er gået fra at være et uskyldigt hjælpemiddel, der komplementerede online-kommunikation, til at være en substitut for sprog. Hvis den tendens udvikler sig, kan det i yderste konsekvens føre til den tilstand, som statsmagten i ’1984’ ønsker sig. Udtryksbegrænsning! Hvis noget ikke kan siges, kan det heller ikke tænkes. Det er princippet bag Nysprog i ’1984’, hvor magthaverne øver tankekontrol ved at indskrænke sproget til et minimum.
Samme kynisme knytter sig (forhåbentlig) ikke til emojis, der blev opfundet af en medarbejder i et japansk teleselskab for at løse det problem, at en tekstbesked på daværende tidspunkt kun kunne rumme et begrænset antal tegn.
Som accessory er smiley’en i alle dens afskygninger samt alle de hundredvis af tilhørende emojis fantastiske. Alene det grafiske løft, de kan give en tekstbesked, kan være vanedannende. Men de er også med til at dræne sproget for nuancer.
Hvad vil din umiddelbare reaktion eksempelvis være, hvis du modtager en række røde hjerter af din kollega? Hjerterne kan have mange betydninger. Alt fra ”af hjertet tak” til ”jeg elsker dig til verdens ende”. Men distinktionen kræver ord.

Ordets magt

Jeg anerkender, at emojis er verdens mest globale form for kommunikation. At det er det hurtigst voksende sprog nogensinde. Og at det har givet mulighed for, at ordblinde og uuddannede har fået mod på og mulighed for at udtrykke sig. Og i en verden, hvor teknologien tillader alle at udkomme, giver det selvfølgelig en ægte klassekamps-f***finger til det etablerede. Man fristes til at kigge mod USA, hvor Donald Trump er blevet verdens mægtigste mand ved hjælp af verdens mindste ordforråd.
Heldigvis lider jeg ikke af paranoia. Og det bliver nok ikke 1984 lige foreløbig. Men emojis er et begrænset sprogsystem; og så er det styret af en forening eller et konsortie med navnet Unicode, hvis medlemmer inkluderer Apple, Facebook, Microsoft, IBM og Google. Når de digitale giganter er involveret, skal man altid være lidt skeptisk, men problemet her er i virkeligheden, at vi har at gøre med noget, som er blevet meget magtfuldt samtidig med, at måden, det kontrolleres og reguleres på, er helt random.
For et halvt år siden blev pistol-emojien for eksempel pludselig lavet om til en vandpistol. Når emojis er et vigtigt sprog i hastig udbredelse, er det en meget stor magt at have på den måde at kunne regulere det tilgængelige ”symbolforråd”. Og magten og kontrollen er selvfølgelig kun mulig, fordi emojis som sprog er fattigt og begrænset sammenlignet med de andre sprog.
Det kan godt bekymre mig lidt, at vi går en verden i møde, hvor vi mere og mere forsømmer vores smukke sprog og dets fine nuancer, nu hvor vi er blevet tildelt et sprog, der giver os uendeligt mange måder at kommunikere og fortælle historier på.
Mit råd til alle, der arbejder med kommunikation og storytelling, er at holde en pause med at bruge emojis som en sløset erstatning for ikke at tænke sig om og formulere sig. Det er både stimulerende og lærerigt.

Tidslinje

1596
With mirth and laughter let old wrinkles come.
William Shakespeare, The Merchant of Venice.
1982
Dude! That totally made me laugh.
2001
OMG. That’s soo funny! LOL!!
2017
?