Nyhed

april 16, 2018

Vi søger en analytisk studentermedhjælper

 

Vil du bruge dine samfundsfaglige kompetencer til at skabe bedre kommunikation?

Hos Geelmuyden Kiese er vi ikke optaget af kommunikation i sig selv, men derimod af den ændring kommunikation skaber. Vi er kort sagt optaget af at flytte magt. Vi er på udkig efter en studentermedhjælper, som vil være med til at flytte magt for vores kunder – og som kan hjælpe os til at blive kloge på vores forskellige målgrupper, inden vi kommunikerer, så vi kan designe de rigtige kommunikationstiltag.

Det er en unik chance for at arbejde med selve fundamentet for strategisk kommunikation og på den måde bruge dine kompetencer fra studiet i praksis.

Om dig
Du har styr på den metodiske værktøjskasse fra dit samfundsfaglige universitetsstudie og er særligt skarp til kvantitativ analyse. Du har erfaring med både udformning og analyse af spørgeskemaundersøgelser, og så er du en haj til Excel. Mest af alt er du dog optaget af, hvad dine analyser kan bruges til, og din hjerne stopper ikke med at arbejde, når du har resultatet af din signifikanstest.

Du er et match, hvis du:

  • Er effektiv i din opgaveløsning
  • Kan arbejde selvstændigt såvel som i grupper
  • Kan kombinere blikket for helheden med opmærksomheden på konkrete detaljer
  • Ikke er bange for at tage fat i og arbejde dig igennem store datamængder
  • Tager imod nye udfordringer med oprejst pande og gåpåmod
  • Tænker kreativt i analysedesigns og i tolkning af resultater
  • Deler vores værdier: Åbenhed, integritet, mod og humor

Om stillingen
Stillingen som studentermedhjælper er i udgangspunktet 10 timer om ugen med mulighed for, at der kan være mere arbejde i perioder. Lønnen er 150 kr. pr. time.

Dine opgaver vil være at bistå arbejdet med at afdække behov og adfærd hos de mennesker, virksomheder og organisationer, vores kommunikation er målrettet.

Konkret vil du skulle deltage i forskellige analyseprojekter og eksempelvis udarbejde spørgerammer til surveys og analysere dem efterfølgende. Der vil også være kvalitative interviews samt systematisk desk research.

Du er velkommen til at kontakte seniorkonsulent Christian Vedersø med spørgsmål til stillingen på 53 64 53 66 eller christian.vederso@gknordic.com.

Hvis du har lyst til at blive vores nye kollega, så send din ansøgning og CV til danmark@gknordic.com inden den 7. maj 2018 kl. 12.00. Mærk ansøgningen ’Analytisk studentermedhjælper’. Vi holder samtaler løbende.

Om os
Geelmuyden Kiese er et nordisk kommunikationsbureau, som opererer på tværs af Danmark, Norge og Sverige.

Vi garanterer, at det er udfordrende at være studentermedhjælper hos Geelmuyden Kiese. Men vi garanterer også masser af læring i samarbejde med søde, kloge, sjove og krævende kollegaer, som er dedikeret til at sikre, at du får en stejl læringskurve og brugbar erfaring med herfra.