Almedalsveckan blev til i 1968, hvor Oluf Palme holdt sin første tale i Almedalen i Visby på Gotland. I 1991 etablerede mødet sig i den form, det har i dag, hvor partiledere fra alle svenske partier er med.
Der er nogle i øjenfaldende forskelle på de to møder. På Almedalsveckan fylder private virksomheder meget mere, end de gør på Bornholm. Begivenheden er domineret af erhvervslivet og mangler i høj grad den folkelige dimension. Alene her er der en stor og afgørende forskel. Dertil kommer, at Folkemødet er et kommunalt initiativ, hvor det er kommunen, der holder snor i arrangementet, sætter reglerne og sikrer, at det lever op til ambitionen om bred samfundsmæssig relevans. Det giver det en stor troværdighed og sikrer mangfoldigheden.

Deltagerne på Bornholm var, som jeg så det, en bred blanding af politisk interesserede danskere, politikere, virksomheder og organisationer, og på gaderne i Allinge mødte jeg både pensionister og glade skoleklasser. På Almedalsveckan er det store flertal erhvervsfolk, politikere og lobbyister, og der er alt for langt mellem de ’vanliga Svenssons’.
Man kan også se forskellen i forplejningen. I de bornholmske Folkemøde-telte bydes man på kaffe, kanelsnegle og pølser, mens den på Gotland står på rosévin og snitter. Alt virker dyrere i Almedalen, mens festen på solskinsøen virker meget mere jordnær og fri for elitært snobberi.
Der er selvfølgelig lighedstegn. Guerilla-stunts i form af en broget flok mennesker med egne budskaber præger billedet begge steder, og de mange NGO´er bidrager til feststemningen. Politikerne er selvfølgelig på plads, men både på Gotland og på Bornholm i deres mere casual versioner, hvor de blanke jakkesæt og de spidse sorte sko er blevet hjemme til fordel for korte bukser og sneakers. Det mindsker afstanden.
Som jeg ser det, styrker Folkemødet demokratiet. Det skyldes først og fremmest, at det er baseret på transparens og nærhed. Det styrker i mine øjne tilliden mellem politikere og almindelige danskere, og det er der brug for. Det, at kunne gå fra telt til telt og diskutere udfordringer og løsninger med andre, er unikt, og alle kan få noget med hjem. Jeg så masser af bornholmere og almindeligt godtfolk fra fastlandet, der havde lyst til at bidrage, og som gjorde det – i debat efter debat.

Folkemødet er blevet beskrevet som elitens fætter-kusinefest, og som en pengemaskine for mennesker og brancher, der ikke til daglig definerer sig selv som en del af folkehavet. Det er en kritik, der i min øjne er ude af proportioner al den stund, at mødet har en imponerende mangfoldighed af græsrodsorganisationer, patientforeninger, forældreorganisationer og helt almindelige mennesker, hvoraf nogle af dem er politikere, erhvervsfolk og konsulenter.
Jeg er en begejstret fan af det danske folkemøde og den kulørte blanding af mennesker og meninger, og jeg er sikker på, at det langt fra kun er GK, der flytter magt på Bornholm.
Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor jeg tager en paraply med.