Nyhed

januar 18, 2015

Geelmuyden Kiese og House of Communication bliver ét selskab

Kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese og livsstilsselskabet House of Communication er blevet til ét selskab. De to selskaber, der begge opererer og har medarbejdere i Danmark, Sverige og Norge, startede samarbejdet allerede for tre år siden. Fra 2015 vil det integrerede selskab drive virksomhed under brandet Geelmuyden Kiese A/S og have i omegnen af 45 medarbejdere i Danmark.
”Vi er vældig glade for, at integrationen nu er et hundrede procent gennemført og glæder os meget over vores nye, dygtige kollegaer. Gennem tre år med samarbejde har vi oplevet, hvordan begge selskaber har komplementære ambitioner, værdier og kompetencer. Vi har skyndt os langsomt for at sikre den bedste integration – for vores medarbejdere og kunder. Som ét samlet selskab vil vi i fremtiden være endnu bedre rustede til at levere kanaluafhængig strategisk kommunikation til vores kunder og de bedste fagkompetencer inden for alt fra livsstil til Public Affairs”, siger administrerende direktør for Geelmuyden Kiese i Danmark, Morten Hofgaard Jørstad.
Med integrationen vokser Geelmuyden Kiese med 15 medarbejdere på skandinavisk plan og 8 medarbejdere i Danmark. Sammenlagt gør det Geelmuyden Kiese til et af de allerstørste kommunikationsbureauer i Danmark.
House of Communication har igennem en årrække været en af de stærkeste skandinaviske aktører inden for strategisk livsstilskommunikation og denne kundskab udgør stadig omdrejningspunktet over for både eksisterende og nye kunder.
”Vores adelsmærke i branchen har altid været det tætte forhold til kunder, vores stærke medierelationer samt en høj faglighed. Det glæder vi os til at videreudvikle i samarbejde med vores nye kolleger. Vi har allerede mærket en stor synergi mellem vores tankesæt og Geelmuyden Kieses markedsledende position inden for blandt andet social media og det kreative felt, og den kurs vil vi navigere efter fremadrettet”, siger Senior Rådgiver og livsstilsspecialist Bettina Færgeman.
House of Communication blev grundlagt i 2003 som et kommunikationsbureau med speciale i segmenterne interiør, design, fashion og livsstil. Bureauet har serviceret alt fra lokale kunder til store internationale brands og flyttede i 2013 sammen med Geelmuyden Kiese i nye lokaler i Jorcks Passage. De to selskaber er også fusioneret fysisk i Oslo og Stockholm i 2014. Det integrerede selskab fortsætter med at drive showroom på alle tre markeder.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Morten Jørstad / 28 91 08 37 / morten.jorstad@gknordic.com
Bettina Færgeman / 23 84 09 63 / bettina@houseofcommunication.com