Nyhed

maj 10, 2023

Geelmuyden Kiese opruster i det kreative team og ansætter Signe Zacher

Efter et års pause med fokus på at skrive en roman vender Signe Zacher tilbage til kommunikationsbranchen som kreativ direktør i Geelmuyden Kiese sammen med Hanne Schmidt.

Geelmuyden Kiese opruster endnu engang på den kreative front med ansættelsen af af den rutinerede Signe Zacher. Hun skal supplere Hanne Schmidt i den fortsatte vækst på det kreative område.

– Jeg har fulgt Signes arbejde igennem en del år, og altid tænkt, at jeg virkelig gerne ville arbejde sammen med hende, så da chancen bød sig, slog vi til. Signe er en Force of Nature af kreativitet, energi og begavelse. Og hun ryster ikke på hånden, selvom det bliver svært, siger Hanne Schmidt om ansættelsen af Signe Zacher.

”Man må arbejde for at gøre verden bedre”
Signe Zacher startede i reklamebranchen for mere end 20 år siden, og har arbejdet på forskellige bureauer – senest som kreativ chef hos reklamebureauet Advice. I løbet af det seneste år har hun prioriteret kreativ udfoldelse gennem romanskrivning og freelance-arbejde.

– Det er afgørende for mig, at GK har et fagligt engagement og et samfundssansvar. Jeg mener, at når man arbejder for at flytte meninger, så må man også arbejde for at gøre verden bedre, siger Signe Zacher om motivationen for at starte hos Geelmuyden Kiese. 

– Vi har arbejdet med en del af de samme opgaver – blandt andet rekrutteringskampagner til Forsvaret og forskellige andre af de store samfundsopgaver – så vi har en fælles referenceramme, der gør, at det føles lidt som at finde tilbage til en savnet kollega, siger Hanne Schmidt.

I store dele af sin karriere har Signe Zacher arbejdet med Forsvaret; et arbejde som hun følte var samfundsvigtigt og kompliceret – men spændende.

– Det var en kæmpe oplevelse og udfordring at arbejde med Forsvaret, som jo er en organisation, mange kender, men der er mange fordomme om. Det er en af de komplicerede opgaver, der ikke nødvendigvis giver sig selv, og det er den slags, jeg finder allermest interessant at arbejde med, siger Signe Zacher.

Udover sit arbejde i reklamebranchen har Signe Zacher brugt de seneste år på at skrive sin egen roman, noget hun fortsat vil arbejde med ved siden af sit kreative arbejde i GK.

FIRE TRENDS IFØLGE SIGNE ZACHER
Med store ambitioner og en omfattende erfaring inden for branchen har Signe Zacher i den grad fingeren på pulsen, og sætter her fokus på hvad der er af up coming tendenser i branchen.

Samfundsrelevans i forhold til, hvordan bruger vi kommunikation til at præge verden i en bedre retning.”

“Kunstig intelligens. De sociale medier og det nye mediebillede har forandret rigtig meget, hvilket nok også kan tænkes at ske med kunstig intelligens.”

Kommunikationen er til for modtagerens skyld, hvilket er tydeligt i en morderne verden, hvor man ikke kan købe sig til taletid. Man må forholde sig til hvad andre finder interessant, ellers har man ingen stemme – hvilket kun bliver mere og mere tydeligt.”

”Historiefortælling i det nye mediebillede. Hvad er en historie egentlig i dag? Medierne har ændret den måde, man fortæller historier på. Det betyder meget for den opmærksomhed, og man skal hurtigere skal fange den, blandt andet på sociale medier.”

Om Geelmuyden Kiese  

Geelmuyden Kiese er et af Skandinaviens største kommunikationsbureauer med mere end 130 ansatte og med kontorer i København, Oslo og Stockholm.