Nyhed

december 11, 2017

Geelmuyden Kiese udnævner ny dansk partner

Et strategisk sats og oprustning på rådgivningsydelser til danske og internationale finansielle selskaber er den direkte årsag til udnævnelsen af Christian Grønning til Partner hos Geelmuyden Kiese. Dermed understreger Skandinaviens største partnerejede kommunikationsbureau, at man også på dette område har til hensigt at have Nordens bedste rådgivere.

”Jeg stolt og glad over at kunne byde Christian Grønning velkommen som ny partner i Geelmuyden Kiese Gruppen. Christian bidrager i høj grad til at udvikle Geelmuyden Kiese og til, at vi har haft et så godt år i 2017 her i Danmark”, siger Janna Sundewall, adm. direktør i Geelmuyden Kiese, Danmark.

Grønning har en baggrund som tv-journalist, men siden 2010 har han udelukkende beskæftiget sig med strategisk toprådgivning af nogle af Danmarks og verdens største virksomheder. Fokus har i årevis været finansielle selskaber, men Christian Grønning har også været den strategiske kommunikationsbagmand på en lang række af Danmarks største virksomhedshandler. Det er dermed en både erfaren og anerkendt rådgiver, som fremover bliver en del af ledelsen og ejerskabet hos Geelmuyden Kiese.

”Det seneste halvandet år har vi oplevet en stærkt stigende interesse fra både Nordiske og internationale finansielle koncerner, som søger rådgivning til at realisere deres forretningsmål i Skandinavien. Desuden fornemmer vi en øget interesse for strategisk rådgivning i forbindelse med for eksempel store virksomhedstransaktioner, børsnoteringer og investor relations. Det er min målsætning, at Geelmuyden Kiese skal være det bedste bureau i Skandinavien til at løse disse komplekse opgaver,” siger Christian Grønning.

Fremover tæller Geelmuyden Kieses partnerskab og ejergruppe 18 partnere. Disse er Maria Steno, Janna Sundewall, Karne Lykkebo og Christian Grønning fra Danmark. Vibeke Hauge, Eva Sannum, Margrethe Geelmuyden, Marius Eriksen, Hans Geelmuyden, Bård Hammervold, Svein Roger Selle, Petter Herming, Lars Nermoen, Nina Riibe, Geir Ove Harnes og Øivind R. Winge fra Norge. Og Frida Berg og Johan Brandt fra Sverige.

Kontakt

Christian Grønning, +45 27630755, christian.groenning@gknordic.com