Nyhed

april 8, 2024

Geelmuyden Kiese udpeger COO 

Geelmuyden Kiese sætter tempo på strategien og udvider ledelsen med ny COO fra egne rækker. Christina Burkal Fuglsang kommer fra en intern stilling som Executive Advisor. 

Der er travlhed i Jorcks Passage. Stigende efterspørgsel efter specialiserede kommunikations- og public affairs-ydelser fra rådgivere med dyb indsigt i stærkt regulerede sektorer har sikret vækst og gode resultater de sidste par år. Det er den vækst, der skal fastholdes og udbygges med udnævnelsen af Christina Burkal Fuglsang som COO med ansvar for driften og implementeringen af den strategi, der skal løfte bureauet til nye højder.  

”Vi har en ambitiøs strategi om at være Skandinaviens foretrukne rådgivere inden for de sektorer vi arbejder i: Energi, Finans, Tech/tele, Sundhed og Mobilitet. Det kræver at vi løbende udvikler os og hele tiden hæver barren for alt fra vores rekruttering og talentudvikling til måden vi arbejder og rådgiver på på tværs af huset. Derfor udvider vi nu ledelsen med en COO, der sikrer den nødvendige fremdrift, når vi andre er optagede af kundernes udfordringer, ” siger Mikkel Salgaard Bendtsen, CEO i Geelmuyden Kiese. 

Christina Burkal Fuglsang kommer fra en intern stilling som Executive Advisor og har tidligere været PA for PensionDanmark-topchef Torben Möger og konsulent i Rud Pedersen. 

”Christina har et organisatorisk blik og en evne til at få ting til at ske, som jeg sjældent har oplevet. Hun forstår vores branche og har set de komplekse organisationer og direktions- og bestyrelseslokaler, vi rådgiver i, indefra. Det er de kompetencer i kombination med en stærk forretningssans, som jeg glæder mig til at tilføje ledergruppen med Christina som COO, ” siger Mikkel Salgaard Bendtsen.    

Geelmuyden Kiese lancerede for nylig ny forretningsstrategi der peger frem mod 2027, som afspejler visionen om at være Skandinaviens førende kommunikationspartner for virksomheder og organisationer, der stræber efter at fremme positiv forandring i samfundet. Det sker blandt andet gennem et endnu større fokus på integrerede kommunikationsløsninger og gennem betydelige investeringer i tiltrækning og udvikling af talent – med fokus på kreativitet, faglighed og specialiseret sektorekspertise. I den forbindelse annoncerede virksomheden i sidste uge en større strategisk investering på mobilitetsområdet med ansættelsen af tidligere minister Henriette Kjær i ny direktørstilling. 

Om Geelmuyden Kiese    
Geelmuyden Kiese er et af Skandinaviens største kommunikationsbureauer med mere end 130 kollegaer i København, Stockholm og Oslo. Vi er et full-service kommunikationsbureau, der blev etableret i 1989, og udgangspunktet for vores arbejde har alle årene været en dyb indsigt i samfundet og de forandringer, som præger det. Vi skaber kommunikation, der skaber forandringer og flytter magt.