Nyhed

januar 19, 2024

Geelmuyden Kieses Samfundsprognose 2024

Et turbulent år er overstået. 2023 var præget af finansiel usikkerhed, inflation, renteusikkerhed og det største antal væbnede konflikter i verden i tre årtier – med Ukraine og Gaza som de største brændpunkter. Kunstig intelligens kom på alles læber, og vi skulle vænne os til en ny politisk virkelighed på Borgen.

Og bedst som vi troede, at året var omme, og nytåret skulle fejres, vendte Dronningen op og ned på vores nationale verdensbillede og meldte sin snarlige afgang.

Intet tyder på, at 2024 bliver mindre spændende. Krigene, de finansielle usikkerheder og den kunstige intelligens vil fortsat dominere nyhedsbilledet i et år, som er usædvanligt ved, at over halvdelen af klodens vælgere skal til valgurnerne inden for de næste tolv måneder. Ikke mindst i USA og Indien.

Men hvad kan vi på det konkrete niveau forvente af det nye år? Hvilke tendenser bør man som virksomhed være opmærksom på? Hvad bør man ruste sig til og arbejde aktivt med?

Det har vi i GK givet vores eget bud på. Vi har valgt at fokusere på fire områder: Public Affairs, Corporate Communication, Kunstig Intelligens og Kampagnekommunikation – med udgangspunkt i vores egne kunders hverdag og udfordringer. Både de daglige og de langsigtede.

Og ja – der er mange usikkerheder, og verden er blevet mere risikofyldt. Men der er også muligheder for dem med meninger, mod og handlekraft.

Tak fordi du læser med!

Mikkel Bendtsen,
Adm. direktør Geelmuyden Kiese Danmark

Public Affairs 

1: Død over telefonlobbyismen
Tiden, hvor det var nok at have kontakt til de rigtige politikere for at få beslutninger igennem, er slut. Det kræver i dag markant mere at skabe forståelse for og opbakning til en politisk sag. 2024 bliver telefonbogslobbyismens død.

Med nichemediernes indtog er mediebilledet blevet mere fragmenteret, og med en sivning fra det politiske X (tidligere Twitter) er det blevet vanskeligere at tiltrække politisk opmærksomhed. Det stiller nye krav til den politiske interessevaretagelse. Analyser med substans, events med dagsordensættende potentiale og evnen til tidligt og løbende at spille kvalificeret ind til det politiske system er derfor tre tendenser, vi tror, kommer til at fylde i 2024. Og som er værd at investere ressourcer i.

2: Den geopolitiske vinkel er kommet for at blive
Krigen i Ukraine har skabt en ny virkelighed i dansk politik. Stort set alle politiske beslutninger bliver sat under lup på Slotsholmen i forhold til de geopolitiske konsekvenser. Det skal man være i stand til at navigere i.

Udfordringerne kredser blandt andet om udenlandsk ejerskab og etablering af kritisk infrastruktur. Men det rummer også muligheder for øget støtte til eller fremme af danske producenter inden for kritiske sektorer, som ellers risikerer at blive domineret af produkter fra lande, vi ikke ønsker at være afhængige af.

3: Flertalsregering betyder højere tempo og færre centrale aktører
Med flertalsregeringen skal man være tidligere ude for at få indflydelse, og beslutningsprocesserne er blevet stærkt centraliseret til ganske få spillere i toppen af de tre regeringspartier. Når først de tre partiledelser har formet en position på et område, er den svær at flytte.

I 2024 vinder de aktører, der formår at spille tidligt ind i det politiske system og bidrage til regeringens opfattelse af en given sag.

Corporate Communication

1: Der skal styr på kompasset
Erhvervslivet har efterhånden vænnet sig til, at investorer, forbrugere og myndigheder forholder sig til andet end afkast og kvaliteten af produkterne, når de træffer valg. Klimahensyn, diversitet, trivsel og moderne ledelse er bare nogle af de parametre, man som virksomhed er nødt til at kommunikere tydeligt om – i ord såvel som handling.
Men i takt med, at kravene fra omverdenen bliver flere, vokser risikoen for at komme galt afsted. Typisk fordi man som virksomhed ikke lever op til det, man siger – eller fordi man foretager valg, som gør bestemte grupper utilfredse. Omdømmet bliver hurtigt sat under pres.

I 2024 vil flere virksomheder investere ressourcer i at kalibrere det værdimæssige kompas i form af klare, grundlæggende valg. Hvad mener vi, når vi mener noget? Hvad kommunikerer vi – og hvad lader vi andre om? Og hvad behøver vi hverken mene noget om eller handle på?

2: Mere mening med virksomheden
Det er ikke nok at have kompasnålen stillet korrekt i 2024. Vinderne er de virksomheder, der evner at forklare og fortælle historier om, hvorfor netop deres forretning giver mening: For samfundet, medarbejderne, samarbejdspartnere, investorer og politiske interessenter.

2024 bliver året, hvor kvaliteten af kernefortællingen står sin prøve – både når det gælder tyngden af indholdet og kreativiteten i udfoldelsen. Alle har en kernefortælling, men de dygtigste fortællere vinder kampen om de bedste talenter, bedre trivsel blandt medarbejderne og forståelsen for virksomhedens sager.

3: Kronisk kriseberedskab bliver new normal
Den geopolitiske og teknologiske virkelighed har gjort, at alle virksomheder og myndigheder lever med risikoen for cyberangreb fra stadig mere professionelle kriminelle med økonomiske eller politiske motiver.

Nogle er selvsagt mere udsat end andre, men selv for den mellemstore, klassiske produktionsvirksomhed vil behovet for et beredskab – og træning af det – vægte højt på dagsordenen i året, der kommer. For hvordan håndterer man kunder, kolleger, myndigheder og medier, når produktionen er lammet eller systemerne går ned? Dét spørgsmål vil flere end nogensinde stille sig selv i 2024. Vær forberedt.

Kunstig Intelligens

Om et årti vil vi se tilbage på 2023 som året, hvor generativ AI for alvor ændrede måden, vi arbejder, søger og skaber. Man kan blive helt forpustet over tempoet. Både i udviklingen af selve teknologien og – ikke mindst – dilemmaerne, der følger. De etiske såvel som de helt lavpraktiske. For hvordan kommer man overhovedet

i gang, og hvordan gearer man kommunikatører og markedsfører til at navigere i alle mulighederne?

Vi tror på, at 2024 bliver året, hvor hypen finder sit leje, og vi for alvor får øjnene op for de fantastiske fordele, AI skaber for at arbejde med kommunikation og markedsføring. Hvor vi vil se en strøm af helt konkrete use cases i virksomheder – som vil gøre nytte og løfte kommunikation og markedsføring i alle sektorer.

2024 bliver året, hvor AI-gimmicks og tekniske eksperimenter erstattes af mere fokuserede og værdi- skabende anvendelser af AI inden for kommunikation. Og hvor de dygtigste virksomheder får nedfældet strategier for anvendelsen af AI på tværs af organisationen.

Her vil AI spille en større rolle i 2024
1: Bedre hyper-personalisering
I takt med at AI-værktøjer bliver mere avancerede og bedre til at forstå og segmentere brugerne, bliver det muligt at tilpasse indhold specifikt til den individuelle modtager og skabe øget engagement og loyalitet.

2: Mere automatiseret SoMe-management
AI vil håndtere sociale medieplatforme – herunder planlægning af opslag, analyse af tendenser og endda besvarelser af kommentarer og beskeder. Det åbner for mere effektive, personlige og rettidige interaktioner med brugerne.

3: Forbedret dataanalyse og skarpere brugerindsigter
AI’s evne til at behandle store mængder data for at opnå indsigter om brugeradfærd og præferencer vil i højere grad blive udnyttet. Blandt andet som udgangspunkt for målrettede og effektive kommunikations- og marketingstrategier.

4: Flere interaktive AI-chatbots
Avancerede chatbots og virtuelle assistenter vil blive normale i dialogen mellem virksomheder og brugere. I 2024 vil vi i højere grad kunne få svar på forespørgsler, finde information og endda få løst

5: Vildere videoer og billeder
AI har allerede vendt op og ned på oplevelsen af, hvordan videoer og billeder skabes og redigeres. Og det bliver kun vildere: Vi kan allerede nu skabe virtuelle, video-baserede repræsentationer af os selv, der ser ud, taler og gestikulerer som os. Og vi kan skabe billeder, der nærmest ikke kan adskilles fra virkelige fotografier.

Kampagne kommunikation

1: Kriser i kø kalder på handlemodige virksomheder
Vi lever i en tid, hvor ikke bare én krise, men et utal af kriser banker på. Herhjemme og ude i verden. Det har afgørende indflydelse på, hvilke historier vi kan fortælle i 2024 – og hvordan vi fortæller dem.

Den gode nyhed er, at der er et publikum til fortællingerne. Forbrugerne både forventer og stoler på, at løsningerne på alverdens problemer i højere grad kommer fra brands og virksomheder end fra formelle institutioner, regeringer og NGO’er. Det er noget af en tillidserklæring og en kæmpe mulighed for dem med modet og evnen til at indtage rollen som aktiv samfundsaktør – og lysten til at fortælle om det.

2: Humor, håb – og ærlighed
Ved reklamefestivalen i Cannes i 2023 var humor som greb tilbage i værktøjskassen efter i en årrække at have været afløst af mere emotionelle virkemidler. Det bliver af nogle tolket som en form for eskapisme – det sidste, vi har brug for, er dommedagsfortællinger. Forbrugerne har derimod brug for lyspunkter, konstruktive tiltag og håb.

De, der kan skabe visionære fortællinger og samtidig sætte sig i spidsen for en positiv forandring, kan regne med opbakning. Men det skal være historier tæt på kerneforretningen. Det må ikke underholde for underholdningens skyld, og du skal ikke gøre godt for selv at fremstå god. Autenticitet og ærlighed er afgørende for markedsføring anno 2024.

3: Væk med det almindelige
I takt med at robotter og automatiserede løsninger stormer frem, stiger også efterspørgslen efter ”den menneskelige faktor” som kreativitet, empati og originalitet. En vigtig del af kampagneværktøjskassen i 2024 er derfor at gøre noget ud over det almindelige. Overraske og være original. Den velkendte, klassiske løsning kan let vise sig at være den mindst fornuftige i en tid, der kalder på nye perspektiver og kreativitet. Og et menneskeligt touch.

Om Geelmuyden Kiese
Geelmuyden Kiese blev etableret i 1989 og er i dag et af Skandinaviens største kommunikationsbureauer. Vi er mere end 130 ansatte fordelt på kontorer i København, Oslo og Stockholm.

Vores udgangspunkt er altid forståelse og engagement for samfundet, vi lever i. Baseret på indsigt, strategi og kreativitet flytter vi magt for vores kunder. Vi løser alle opgaver inden for strategisk kommunikation, krisekommunikation, indsigt og analyse, samfunds- og myndighedskontakt, finansiel kommunikation, branding, PR, reklame, indholdsmarkedsføring, digital kommunikation, forbrugerkommunikation samt fysiske og digitale arrangementer.

GKs vision er at arbejde for et åbent samfund, og vores kerneværdier er åbenhed, mod, integritet og sans for humor. Vi arbejder tæt sammen med vores kunder for at sikre, at de nyder tillid og legitimitet i deres markeder, blandt medarbejdere, kunder, ejere, myndigheder og andre interessenter.