Nyhed
september 7, 2021Karne Lykkebo bliver ny managing partner i Geelmuyden Kiese Gruppen
Karne Lykkebo er udnævnt som ny managing partner i Geelmuyden Kiese Gruppen med effekt fra dags dato. Lykkebo fortsætter også i rollen som managing partner for Geelmuyden Kieses (GK) danske afdeling. Hans Geelmuyden træder ud af den daglige ledelse, men fortsætter som bestyrelsesformand i GK Gruppen og seniorrådgiver i GK.
Geelmuyden Kiese (GK) blev grundlagt af Jo Kiese og Hans Geelmuyden i januar 1989. Geelmuyden (63) har været koncernchef fra 1989 til i dag, og fra maj 2018 har han også været leder af GK’s afdeling i Norge. GK Gruppen omsatte for 167 MDKK i 2019. Virksomheden har 130 ansatte og havde overskud i første halvdel af 2020.
– Karne har stået i spidsen for et vellykket turn-around på det danske kontor i de seneste to år. Hun har også gået forrest i udviklingen af Geelmuyden Kiese som et skandinavisk samfundsbureau. Derfor var det naturligt at bede hende om at bringe depechen videre, siger Hans Geelmuyden.
Karne Lykkebo (38) har arbejdet hos GK i Danmark i ni år. Hun har været partner de seneste fire, og har siddet i GK’s skandinaviske ledergruppe siden juni 2018. Karne har en bred kommunikationsfaglig baggrund, og er rådgiver på alt fra kampagnekoncepter til brandopbygning, PR, krisehåndtering og issues management.
– I Geelmuyden Kiese er vi mere end 100 hjerner, som hver dag skaber kommunikation, som ændrer holdninger, flytter markedsandele og skaber forandringer i vores samfund. Det er et stort privilegium at få lov til at stå i spidsen for så mange gode folk på tværs af landegrænser. Jeg glæder mig til at videreudvikle Geelmuyden Kiese – for sådan som verden udvikler sig, har behovet for kommunikation, som styrker åbenhed, bæredygtighed og samspillet mellem virksomheder, borgere og samfund aldrig været større end nu, siger Karne Lykkebo.
Samtidig overtager Marit Høvik Hartmann rollen som managing partner for GK i Norge. Marit Høvik Hartmann (51) er partner, har siddet i den skandinaviske ledergruppe siden januar 2019 og er Chief Operating Officer hos Geelmuyden Kiese i Norge. Marit har mere end 20 års erfaring som rådgiver og leder i norske reklamebureauer som McCann, Leo Burnett, DDB og Dinamo. Hun har stået i spidsen for store tværfaglige projekter inden for olie & gas, telecom, finans, FMCG, rejseliv og offentlige udbud.