Nyhed

maj 30, 2017

Magtsnak – Pressechef, stjæl SoMe-passwordet fra din marketingkollega!

De fleste virksomheder er efterhånden som minimum på Facebook, og oftest også enten tilstede på Instagram, LinkedIn, YouTube, Twitter eller dem alle sammen. Men den måde, virksomheder agerer på de sociale medier, er meget forskellig. Og mens kunderne oftest er den primære målgruppe, er der også andre nøgleinteressenter at pleje på SoMe: Journalisterne.
Journalisterne kigger nemlig i høj grad med, når din virksomhed er på Facebook, Twitter eller en anden platform. I en social medie-rapport fra Aalund, som blev udgivet i efteråret, svarer 60 procent af erhvervsjournalisterne, at de bruger sociale medier i deres arbejde og finder inspiration, hjælp og værdi af, at virksomheder og organisationer arbejder på de sociale medier. Kun syv procent af journalisterne svarer, at de ikke rigtig bruger sociale medier i deres arbejdsprocesser.
Erhvervsjournalisternes oplevelse er, at mange virksomheder ikke tænker journalister ind som modtagergruppe, når de poster noget på de sociale medier. På den måde går virksomheder potentielt glip af en historie om virksomheden i pressen og en udbygning af en værdifuld relation.
At have en social medie kanal, som er værdifuld for journalister, kræver, at I kan være åbne og hurtige i jeres dialog. Jeg har været vidne til situationer i mange virksomheder, hvor det er marketingafdelingerne, som styrer de sociale medier – men den går altså ikke, hvis I vil holde jer relevante. Det skal ligge hos kommunikations- eller presseafdelingen. Proaktiv pressedialog skal ske på sekundet, hvis det skal virke, og her er der ikke tid til, at marketingafdelingen indkalder til et styregruppemøde for at afklare mandat.
Fem gode råd til, hvordan din virksomhed kan blive bedre til at kommunikere med journalister på de sociale medier:
 

  1. Pak reklame og selvforherligelsen sammen, hvis I skal virke ærlige og troværdige.
  2. Fakta, fakta, fakta. Kom med konkret information og brug virksomhedens sociale medier som en reel kanal for nyheder om jeres virksomhed.
  3. Gør det personligt. Styret reklamekommunikation, som er blankpoleret, er uinteressant. Mennesker er bedre til at fortælle historier end brands – så lad os fornemme mennesket bag.
  4. Sørg for at pressechefen har fuldt mandat. Aktualitet er et nøgleord, og reaktionstiden skal skrues helt i top.
  5. Drop venstrehåndsarbejdet og tag sociale medier seriøst som kanal. Sociale medier er ikke længere en lege-kanal, som du bare kan sætte praktikanten til at styre – det er sandsynligvis din største kommunikationsplatform!