Aktivisme har siden antikken haft til formål at skabe social eller politisk forandring – ofte som støtte eller modstand til en kontroversiel sag. Fysiske eller symbolske handlinger er et vigtigt element, og vi kender mange: Vi forbinder de markante røde AIDS-sløjfer og tændte lys med 1. december, støver kvindetegnet af 8. marts og tager i Fælledparken med røde faner 1. maj. Men hvor aktivisterne tidligere var henvist til fyndige taler, demonstrationer, løbesedler, studiekredse og kronikker, kan vi nu udnytte de digitale platforme, der giver oplagte muligheder i kampen for at provokere, ændre og opildne.
Aktivisme kan, som kommunikation, sætte lys på en problemstilling, men hvor vi i kommunikationsfaget opererer med synlige ændringsmål, kommer med konkrete løsningsforslag på problemstillinger eller påvirker beslutninger er aktivismen i den sammenhæng mere ansvarsfri; opgaven er at provokere og inspirere – ikke nødvendigvis anvise konkrete løsninger. Det skal kommunikationen understøtte.
#Milifandom og flash-mobs på Rådhuspladsen
Jeg var selv vidne til et sjovt eksempel da jeg under parlamentsvalget sidste år boede i London. Labours spidskandidat til premierministerposten, Ed Miliband, fik midt i valgkampen, ufrivilligt, hovedrollen i en fanklub startet af den 17-årige Abby. Ed Miliband er kendt for at være frygtelig klog og frygtelig nørdet, men da Abby introducerede #Milifandom, et politisk twitterfænomen uden lige, kunne man opleve partilederens ansigt photoshoppet ind på Putins, Batmans og Justin Biebers krop, eller smykket med hjerter og blomsterkrans i håret. På alle måder en Ed Miliband-antitese. Abby gjorde op med den velsmurte Labour-valgmaskine og brugte sine mange tusinde fans til at diskutere stemmeret for unge, nye medier og nærværende politik.
Kombinationen af aktiviteter, byrum, inddragelse og digitale muligheder er fantastisk i aktivismekommunikation og kan i de bedste tilfælde virkeligt flytte noget.
Helt tilbage under klimatopmødet COP15 i København, satte vi på København Rådhus magt bag ’Hopenhagen’-kampagnen, der i et både digitalt og fysisk univers, med blandt andet flash-mobs på Rådhuspladsen, opfordrede til forandring. Løsningsforslag overlod vi til andre.
I den alvorlige ende af skalaen har digitale kampagner som #aldrigdinskyld utvivlsomt været med til at rejse den debat, som har ført til, at man nu ser på, om den gældende lovgivning i forbindelse med seksuelle overgreb skal ændres. Det samme har den hjerteskærende ”Well, what were you wearing?”, der belyser et helt centralt spørgsmål i stort set alle voldtægtssager.
En udfordrer flytter magt
Aktivismekommunikation låner fra kunstverdenen, protestorganisationer og politisk kamp men kan også bruges kommercielt. Dove har på begavet vis sat fokus på den almindelige kvindekrop, og Call Me på at tale ordentligt. De har påpeget problemstillinger i samfundet og opfordret til at ændre det eksisterende, opnået gennemslagskraft og folkelig opbakning uden nogen egentlige, konkrete anvisninger. Men de har begge – måske – været med til at justere lidt på rammen for, hvordan man taler kropsidealer og høflighed.
De mange, der allerede har stiftet bekendtskab med vores rollehjul i Geelmuyden Kiese vil vide, at aktivismekommunikation hører til hos ’udfordreren’ og på allerbedste vis understøtter vores løfte om at flytte magt. Onsdag den 5. oktober kl. 8.30-10.30 er alle velkomne til at høre mere om aktivismekommunikation, når vi giver flere gode eksempler og fortæller om metoder og værktøjer til at supplere ord med handling.
Læs mere om morgenmødet om aktivismekommunikation og tilmeld dig her.