SKAM er en contradiction in terms: En dagsordensættende og dybt rørende ungdomsserie produceret af det norske national-TV NRK. En national produktionsmastodont, der læner sig ind i ungdommens univers med ægte guerilla-markedsføring i form af små teasere, der bliver offentliggjort på nettet i serie-real-time og med Instagram-profiler på karaktererne. Når vi græder med Noora, er det ikke alene fordi, at serien er helt utrolig velspillet og med replikker, der sidder lige i skabet, men især fordi man kan identificere sig med karaktererne.
Hvis vi skal være helt ærlige, er temaerne I SKAM måske ikke banebrydende nye. Det er ikke breaking news. Dylan fra Beverly Hills, den rige dreng med en Porsche i garagen og uden tilstedeværende forældre, ligner ufattelig meget den rige gut William fra Oslo, der bor uden sine forældre og kører til skole i sin Porsche. Det er den samme historie i nye klæder, men det fungerer helt fantastisk alligevel. Som organisation eller virksomhed skal du ikke nødvendigvis opfinde den dybe tallerken, hvad angår fortællingen om din virksomhed eller dine produkter – men du skal frame det på en måde, som taler ind i din målgruppes referenceramme, og som ikke mindst skaber identifikation.
People do business with people – not brands. Afsenderpositionen er ved at flytte sig. Den sande historie fra rigtige mennesker er langt stærkere kommunikation end de kommercielle brandprofiler på sociale medier. Facebook og LinkedIn skruer disse år gevaldigt ned for virksomheders og organisationers gratis rækkevidde til deres kunder, hvilket tvinger brands til at tilkøbe annoncering. Det er en af årsagerne til, at markedsføringen af SKAM igennem karakterernes profiler er så genial. Som svar på den trend investerer store brands som Danske Bank, Mærsk og Dansk Supermarked også i mulighederne for at deres medarbejdere eller andre ambassadører bliver virksomhedens ansigt på sociale medier. På den måde kan de få en enorm gratis rækkevidde med et troværdigt budskab – en effektiv måde at gøre brands vedkommende og personlige på.
Dette paradigmeskifte ændrer fuldstændig ved den måde brands og organisationer planlægger deres kommunikation på, og ikke mindst ved hvilken magt de har over budskabet. For hvor går skillelinjen mellem firmaets mand og firmaet, når der er behov for sandfærdige fortællinger, og firmaet samtidig er afhængig af, at betroede medarbejdere optræder som personlige brand-eksponenter? Kunderne efterspørger autenticitet og identifikation, og hvis et brand ikke skal fremstå utroværdigt, er det en tendens, man ikke må overse.