Hvad skal der egentlig til, før man bliver god til noget? Altså ikke bare hæderlig, solid eller rimelig, men rigtig, rigtig god. Tiger Woods, Caroline Wozniacki, Michael Laudrup god. Det handler om træning og erfaring – og det gælder også, når krisen rammer, fortæller Geelmuyden Kieses direktør for Public Affairs, Benny Damsgaard.

Det meste forskning i hvad der afgør, om man er god til noget, peger på, at den alt overskyggende forklarende variable er mængden af træning. Nogle siger 10.000 timer, andre siger mindre, andre siger mere. Alle forskerne er dog enige om, at du træner dig god.

Jeg kom til at tænke på de 10.000 timer, da jeg fornyeligt rådgav en kunde, som var kommet i politiske vanskeligheder. Selvom jeg på ingen måde er krisehåndteringens Tiger Woods, kunne jeg undervejs tydeligt mærke mine mange år i og omkring politik. På overfladen er politiske sager meget forskellige, men alligevel er de grundlæggende mekanismer langt hen af vejen de samme, og her er det en fordel at kunne kende ”lusene på travet”.

Skåret ind til benet, vågner du ikke pludselig en dag og er god til at håndtere kriser. På samme måde er krisehåndtering heller ikke noget, man kan læse sig god til. Du kan måske få inspiration og nogle forslag til metode ved at læse bøger og teori om emnet, men det er stort set også det.

Noget af det mest afgørende i enhver form for krisehåndtering er din evne til at kunne holde hovedet koldt og agere strategisk og taktisk klogt i en situation, hvor presset fra medier og andre interessenter er massivt, og hvor I er ude et sted, hvor I måske ikke har været før.

Man kan ikke vide på forhånd, hvordan man reagerer, når pressen bliver ved med at være kritisk dag ind og dag ud. Når din telefon ringer konstant med fjendtlige henvendelser, når du får 100+ SMS’er på én dag med pressehenvendelser, rykkere og ”gode råd” fra nær og fjern. Det skal man have prøvet selv, før man ved, hvordan man reagerer. Og før man ved, om det er et miljø, man kan agere i.

Et af de bedste steder at få den slags erfaring er i det politiske miljø på Christiansborg. Kriserne på Christiansborg er hårdere, mere intense og mere brutale end andre steder, og de kommer langt oftere. Personligt har jeg, da jeg var ansat på Christiansborg, skullet håndtere alt fra mediehenvendelser om min arbejdsgivers allermest private privatliv, pludselige udskiftninger på lederposten, orkestrerede interne lækager og ministerfyringer. Alt sammen krydret med en konstant kamp mod spærregrænsen. Det sætter spor.

Der er forskelle mellem erhvervsmæssig krisehåndtering og politisk krisehåndtering. Alene hensynet til børsregler gør, at der ofte er relativt snævre grænser for, hvad du kan gøre og sige. Alligevel er der en række overvejelser, som man med fordel kan skrive sig bag øret, hvis man skulle komme i uvejr – eller rettere når.  

1. Lad være med at gå i panik over en dårlig forside eller to. For det første er medieudbuddet i dag så stort, at enkelthistorier hurtigt glemmes. Og desuden viser forskning, at der skal relativt meget til, før dårlig omtale begynder at gøre reel kommerciel skade
2. Hvis du objektivt set har gjort noget forkert, så sig undskyld med det samme og kom videre. Få det overstået og hiv selv plasteret af, inden du alligevel bliver tvunget til det efter en måneds nedslidning, hvor det til sidst måske er for sent. Også selvom det går ud over din stolthed eller koster penge
3. Lad ikke din mediestrategi blive styret af din advokat. Sager vindes og tabes ofte i medierne i løbet af de første dage. Her mister du nemt kontrollen, hvis du ikke vil kommentere og lukker ned. Og hvis sagen ender i byretten, og du til sidst får ret, får du som oftest kun en notits ud af det – og en ofte lidt kedelig vinklet repetition af sagen
4. Og sidst men ikke mindst, så husk, at du altid kan ringe til nogen for at få et uafhængigt og ærligt råd. Især i personsager er der ofte mange følelser involveret, og det kan kræve god forberedelse, at tage den nødvendige men svære samtale med den, som er i problemer