Det afføder, at mange efterlyser, at vi igen har en samtale om digital adfærd. At vi opdrager vores børn og unge til at forstå, at digitale handlinger sårer ligeså meget – eller mere – end analoge.
Som kampagnemager kan jeg sagtens se, hvordan den slags kan skrues sammen. Informationsmateriale til forældre, dialogpakker til undervisere og en social-media indsats der skal vise de unge konsekvenserne af deres handlinger.
Men ærligt talt. Så synes jeg, at der er behov for noget helt andet end samtale og kampagne.
Der er behov for, at alle skrider direkte til handling. Vi har set for mange eksempler på, hvordan de digitale kanaler bliver brugt til at dele nøgenbilleder, mobning, udstødelse og generel afskyelig adfærd. Eksemplerne omhandler primært børn og unge, og mens vi er mange, der sikkert tænker, at det er naboens børn eller ressourcesvage unge, så er medlemsantallet af mobbegrupper på nettet så massive, at vi ikke kan afvise, at problemet spiller fodbold i vores egen baghave.
Jeg læste i foråret om en gruppe drenge, der havde forsøgt at dæmme op for spredningen af private nøgenbilleder. Hvis de opdagede, at en person delte videoer eller billeder, så tyede de ikke til dialog, de anmeldte dem ikke på Facebook eller forsøgte at overbevise dem om deres ugerning. Næ, de sladrede til personens mor – og så var helvede, ikke overraskende, løs.
De drenge kan vi godt lade os inspirere af i disse dage. Ikke fordi vi skal sladre til de voksne, men fordi vi skal indse, at det er os, der er de voksne. Hvis vi nu alle sammen tager vores ungers mobil, tiltvinger os adgang til deres Facebook, tjekker om de er medlem af had-grupper og giver dem en skideballe og stuearrest, de sent vil glemme, hvis vi opdager, at de deler, ser, liker eller på nogen anden måde understøtter digital mobning.
Det kan virke grænseoverskridende at tiltvinge sig adgang til ungernes mobiltelefon, men vi må erkende, at i en tid hvor børn får adgang til digitale platforme i en meget tidlig alder, betyder det altså ikke, at de skal have ubegrænset privatliv på de kanaler. De fleste forældre har både købt og betalt telefon og dataforbrug – og vi har derfor både en ret og ikke mindst en pligt til at holde øje med, hvad det bliver brugt til. Det handler ikke om at spionere og kontrollere alt. Men det handler om at have et ligeså godt blik for de ulykker vores unger laver digitalt, som dem de laver udenfor skærmen.
Jeg er en varm fortaler for dialog. Jeg tror på, at god kommunikation kan ændre holdning og adfærd. Jeg mener, at vi skal informere og kommunikere om de svære ting i verden, og at både myndigheder og virksomheder har et ansvar for det samfund, vi sammen skaber. Men jeg er også pinligt bevidst om, at der er en tid til dialog og kommunikation og en tid til et personligt ansvar.
Så kampagnen må vente. Lige nu er der et akut behov for en skideballe, så kan samtalen komme efter, at de for****** møgunger bliver lukket ud af deres værelse og engang om en milliard år, når de har lært at respektere andre, får deres mobil igen!