1. Kreativiteten er død
Én ting kan vi hurtigt slå fast: Der bliver næppe vundet nogle internationale priser for det kreative kampagnearbejde. Stort set alle partier og kandidater har holdt sig til både begreber og formater, som vi kender. De enkelte partier har stort set kun adskilt sig fra hinanden med betoning og valg af fontstørrelse. Ellers har der været gamle travere med “mennesker”, “fremtid” og “Danmark” i fokus.
De eneste kreative dødskramper har været Alternativets plakattilføjelse, og SF’s prævalgkampagne, der med en blanding af gamle børnebilleder og ny content-grafik viste både kant og personlighed.
Partiernes valgapparater har helt sikkert vurderet, at pengene var bedre brugt på et heftigt spænd med simple budskaber end på gennemtænkte, kreative løsninger – og det kan der være noget om.
Man skal i hvert fald ikke kigge særlig meget på Konservatives STOP-kampagne, før man er klar til at skrive under på den politiske grundregel om, at “Dét du siger ikke må blive overskygget af den måde, du siger det på”. Kreativitet har sin plads, men måske det ikke er i den danske valgkamp.
  
2. Infografikken bør dø
Valgkampen har i høj grad været udkæmpet på de sociale medier, og et af de foretrukne våben har været infografik. Masser af infografik. Det er billigt, det er delbart og så kan det nemt bruges til at fremhæve din egen pointe, eller skyde modstanderne i skoene, at de slet ikke har styr på fakta.
Og infografikkerne har været delt i stor stil, men hvis vi skal være ærlige, så er det jo mest partierne selv og deres utallige mudderkastere, som har liket de flot opsatte tal. Derfor sidder man i dag også med en følelse af, at de talbaserede infografikker har mistet deres oprindelige effekt. Engang var der tale om data, der kunne skabe troværdighed om et synspunkt. I dag er det reduceret til et synspunkt. De er ikke en faktuel forklaring, men et subjektivt, digitalt banner, som partisoldaterne kan holde op for deres venner. Så infografikkerne lever, men deres effekt kan vi lægge i graven.
3. De negative kampagner kom aldrig (i gang)
Alle forudsagde, at det her var valgkampen, som ville give de negative kampagner det helt store gennembrud. Men det kom ikke. Ja, ja – der var Helles brev om Løkke. Samt Socialdemokraternes annoncer med Løkkes ubetalte regninger og Venstres sjove, men lidt usynlige #NuLoverDeIgen-kampagne. Men de forsvandt stort set hurtigere, end man kunne nå at blive forarget over dem.
De negative skræmmekampagner, som vi kender dem fra USA, fik aldrig rigtig gang på jord (selvom S prøvede med denne dystre film). På trods af deres rygte taler de fleste politikere pænt om og til hinanden. Det er ikke, fordi vi danskerne er for godmodige til at kunne skræmmes, men måske mere et udtryk for, at vi ikke bryder os om at se frygten kommunikeret for tydeligt. Så til næste valg kommer vi nok endnu en gang til at høre mere om negativ campaigning, end vi faktisk ser det.

4. Selvironien virker hos danskerne
Der har ikke været meget humor og overskud i den her valgkamp. Fokus har været på decimaler og forsøget på at tale højere end de andre (den der larmer mest har nemlig ret). Derfor har de få, som faktisk turde tage sig selv lidt useriøst haft held med at skille sig ud fra valgkampsmængden.
Først og fremmest står Alternativets gøgler-valgvideo som et lysende eksempel på det gamle kommunikationsråd “show your weakness and be rewarded”. Altså: Kritik bliver ufarlig, hvis du selv siger den højest. Andre politikere, der klarede den disciplin til UG, var Ida Auken med en video, hvor man blandt andet opfordres til at stemme på en ”pisseirriterende, café-latte drikkende, politisk korrekt speltmor”, og den nye skatteminister Karsten Lauritzen, der tog konfirmandprædikatet til sig og sprang ud som Harry Potter. Det betyder ikke, at selvironien virker for enhver politiker, men generelt responderer danskerne godt på ydmyghed og selvironi i kampagner – også de politiske.
 
5. Viral succes ≠ stemmer
Jagten på den hellige gral er for længst erstattet med en jagt på den virale ditto. Både kommercielt og politisk jager vi den mytiske viraleffekt, men den blev ikke fundet under den her valgkamp. To politikere med viral succes må i hvert fald erkende, at det ikke var nok til at få en plads på tinge.
Socialdemokraternes Jeppe Bruus fik mere end 80.000 danskere til at deltage i sin digitale begivenhed ”Jeg stemmer nej til at sætte børn i fængsel”, men hans personlige stemmeantal (2.800) rakte kun til en plads som suppleant. Og den radikale Samira Nawa Amini formåede at sætte sig selv og et gigantisk mindretal af succesfulde flygtninge på danmarkskortet med den næsten geniale #EngangVarJegFlygtning. Men det var heller ikke nok. Hun fik små 1.800 personlige stemmer.
Den virale effekt er altså svær at opnå for enkeltkandidater. Selvom det kan varme nok så meget, så kan man trods alt ikke bruge et nordjysk like til særlig meget, hvis man er opstillet i København.
 
Nyhedsbrevet går på sommerferie hele juli, men vender tilbage til august. God sommer.