Nyhed

maj 11, 2015

Nyhedsbrev – Bliv hørt i valgkampen

Helle Thorning-Schmidt kan trykke på den imaginære valgknap inden for en uge eller to, og når det sker, går vi tre uger i møde med væg-til-væg valgdækning. Det kan som virksomhed eller organisation være meget ressourcekrævende at starte sin egen dagsordenen under en valgkamp, så det er afgørende, at man evner at tale ind i de skiftende dagsordner, der allerede præger valgkampen, hvis man vil til orde.
Der er ingen garanti for succes, for der er mange interesser, der ønsker at sætte deres præg på valgkampen, så der er kamp om talerstolen. Omvendt kan de rette budskaber, i den rette strategiske ramme og kommunikeret gennem de rette kanaler, resultere i en eksponeret mediedækning, som jeres virksomhed eller organisation normalt ikke ville komme i nærheden af.
Her giver Geelmuyden Kiese fem tips til, hvordan I øger jeres muligheder for at blive hørt i valgkampen:

  1. Kommuniker med kant
    Den konsensussøgende virksomhed eller organisation har ikke en chance for at blive hørt i mediernes ophedede valgkampsdækning. Vælg derfor klare budskaber, som enten overrasker eller viser, at I indtager en overraskende position i forhold til, hvem I er. Uden budskaber med kant får I ingen dækning.
  2. Vær forberedt
    Gennemfør analyser, der understøtter og validerer jeres budskaber. Udarbejd pressetips, der sikrer afsættet for dialogen med journalister. Hav journalistkontakter og uddybende Q&A-dokumenter klar. Husk indhold til de sociale medier, så I kan sætte digitalt tryk på jeres budskaber. Og hav det hele forberedt i god tid, så det er klar til at blive skudt af, når valgkampen kommer.
  3. Husk timingen
    Timing er altafgørende, og valgkampens dynamik er uforudsigelig. Hvad der står øverst på dagsorden i dag, kan være helt væk i morgen. Og de politiske emner, der toppede i den første uge af valgkampen, er lysår væk i uge to. Derfor skal I have fingeren på aftrækkeren men samtidig is i maven, så I ikke affyrer et vådeskud. Den rette timing er forudsætningen for at komme igennem med sin dagsorden.
  4. Hav hurtige beslutningsveje
    I en valgkamp med 24-timers TV-dækning og et konstant behov for en strøm af online artikler, kan det være få timer, som afgør, om I komme igennem med jeres budskaber eller ej. Det nytter ikke, at jeres direktør først kan godkende citatet til en historie om aftenen, I skal kunne reagere hurtigt på pludseligt opståede muligheder.
  5. Indgå alliancer
    Det er lettere at komme igennem med sin dagsorden, hvis I er flere, der taler med samme stemme. Alliancepartnere kan hjælpe jer bære budskabet videre, og øge argumentets legitimitet. Tag for eksempel kontakt til politikere, som er enige med jeres initiativer, og som kan bidrage til jeres dagsordenen i medierne, og indgå samarbejde med parter, I normalt ikke ville stå sammen med. Det skaber meget større interesse, når virksomheder eller organisationer, som normalt taler op i mod hinanden, står sammen om et budskab.

Louise Sommerfeldt er specialist i public affairs hos Geelmuyden Kiese og hjælper blandt andet virksomheder og organisationer med at få en stemme under valgkampe.