Nyhed
september 7, 2015Nyhedsbrev – ”Ingen kommentarer” er so last year
En af verdens største executive search virksomheder Odgers Berndtson spørger hvert år 100 CEO’s i Danmarks største virksomheder om, hvilke temaer, de har beskæftiget sig med på de seneste bestyrelsesmøder.
Ikke overraskende indtager emnerne forretningsstrategi, bundlinje og effektiviseringer de første tre pladser, hvorimod kommunikation er at finde helt nede i bunden af listen – på en fjerde-sidste plads.
Når man arbejder i Nordens største kommunikationsbureau, har man naturligt den opfattelse, at intern og ekstern strategisk kommunikation bør være top of mind for både direktion, medarbejdere og ikke mindst bestyrelser. Dybest set, mener vi, at en succesfuld forretningsstrategi, en velpolstret bundlinje og kloge effektiviseringer overhovedet ikke kan implementeres og lykkes uden at tænke dem ind i en kommunikativ sammenhæng.
Set udefra virker det som om, mange af de danske bestyrelser i de store virksomheder er sammensat uden tanke for, om bestyrelsen samlet set har viden om og erfaring med strategisk kommunikation. Det er svært ikke at konkludere, at denne ikke-prioritering skyldes ren og skær uvidenhed om, hvor vigtig strategisk kommunikation er for en virksomhed og dermed også for en bestyrelse.
Hvem husker ikke PFA’s bestyrelses måde at kommunikere på, da de tilbage i 2014 valgte at offentliggøre den administrerende direktørs afgang uden at have en afløser på plads og uden at forklare, hvorfor direktøren havde valgt at forlade virksomheden inden den ellers planlagte afgang to år senere. Her så man et levende bevis på en succesfuld virksomhed med en dynamisk og dygtig ledelse og en amatøragtig bestyrelse, når det kom til strategisk kommunikation.
Skåret ind til benet, er min erfaring gennem de seneste tyve år med strategisk kommunikation, at de bestyrelser, der kommunikerer dårligst, er dem, der ikke mener, at kommunikation er en vigtig kompetence.
I amerikanske bestyrelser har man længe haft fokus på sammensætning af bestyrelse og medlemmernes kompetencer, så ledelsen i virksomheder reelt kan sparre med og opnå kvalificeret modspil fra bestyrelsen – også når det gælder virksomhedens kommunikationsstrategier og eksekvering. I det hele taget fylder medlemmer med en kommunikationsmæssig baggrund (branding, salg, PR, marketing, service etc.) mere i de amerikanske bestyrelser end i Europa og Danmark, hvor man traditionelt har rekrutteret til bestyrelser fra økonomi og jura.
“Det rykker rigtig meget, at bestyrelsesmedlemmerne rent mentalt har fundet ud af, at tiderne med ingen kommentarer og ingen holdninger til, hvordan ens virksomhed fungerer, er ovre” (Jyllands-Posten, 30/8)
Men der er heldigvis begyndt at ske noget i de danske bestyrelser, til trods for at emnet stadig ikke fylder meget på dagsordenen til bestyrelsesmøderne. Vi oplever i Geelmuyden Kiese et stigende antal henvendelser på bestyrelsesniveau på f.eks. indlæg på bestyrelsesmøder om alt fra brandingstrategi, sociale medier og strategisk kommunikation, til skræddersyede kursusforløb for bestyrelsesmedlemmer med fokus på strategisk kommunikation og branding. Næste skridt for virksomhederne er at hente bestyrelsesmedlemmer med en kommunikationsmæssig baggrund, så den kompetence og erfaring bliver inkorporeret i bestyrelsesarbejdet.