Nyhed

september 28, 2015

Nyhedsbrev – Instagramreklamer: R.I.P. ægthed og autenticitet

Skrevet af Nathalie Camilla Larsen og Mads Keilberg Johansen
Er du en af dem, der græder snot over, at Instagram nu åbner for, at virksomheder kan sponsorere indhold, så det lander i dit feed? Ærgrer du dig over, at din ellers så reklame-rene platform er ødelagt, og tænker du, at det aldrig bliver det samme igen? Så har du brug for et virkelighedstjek: For reklamerne – de har været der længe.
 

Brugernes reaktioner på Instagramreklamer
Her er et eksempel: Scroller du ned af dit instafeed, som det er nu, så følger du helt sikkert en masse venner, måske familiemedlemmer og sikkert også et par kendisser, bloggere eller brands, hvis produkter eller ydelse, du synes om. I hvert fald, hvis du er som den gennemsnitlige bruger. De giver dig alt fra hverdags-øjebliksbilleder, inspiration til din tøjkrise – til anbefalinger af opskrifter, tandpasta og tasker. Alt efter hvilken type du er, naturligvis.
Og så kan du måske allerede se pointen: Virksomheder og brands har allerede rig mulighed for at nå dig på platformen: Dels kan de lave profiler, du har lyst til at følge, men tænk bare på alle de product placements, bloggeranbefalinger og dele-konkurrencer, der allerede florerer på platformen. Det gør ondt at se i øjnene, men selvom platformen længe er blevet brandet som ægte og ’uden filter’ – er der masser af filter og ikke mindst (skjult) reklame.
Reklamer ’nej tak’
Forskellen er, at nu bliver reklamerne mere åbenlyse. I det mindste nogle af dem. Og hvis du vil, kan du scrolle hurtigt forbi eller tilkendegive i appen, at reklamen ikke er relevant for dig. Så hjælper du både platformen og virksomhederne med at give dig noget, du kan lide.
Det leder os videre til kravene for dig som virksomhed; for selvfølgelig er der ting, der skal spille, hvis reklamer og Instagram skal blive seriøse kærester og ikke bare en flirt, der sms’er, når du er allermest optaget af noget andet. Benyt jer af muligheden, men lad være med at udnytte den.
Målretning bliver det vigtigste, for hvis ikke reklamerne kan segmenteres og målrettes, kommer indholdet i reklamen aldrig til at ramme plet. For det er vel meningen, at vi skal blive interesseret i at købe noget? Kender man Facebook, som jo har købt Instagram, ret – så har de et ret systematiseret og intelligent setup til den slags. Det kræver bare, at virksomheder, der vil sponsorere, sætter sig ind i deres egen målgruppe og laver indhold, der ikke sigter efter hele Danmark, men i stedet sigter smallere for derfor også at ramme hovedet på sømmet.
Altså: Som bruger skal du ikke være ked af det, men som virksomhed har du sørme et ansvar, hvis du ikke vil irritere strømmen og dine potentielle kunder.
Stolthed go home – spørg om hjælp
En sidste appel til virksomheder og brands – lav nu forarbejdet ordentligt: Lav et målrettet setup, hvor du sørger for, at brugerne ikke dør over din reklame, men rent faktisk kan bruge den til noget. Sigt og ram 10 rigtige i stedet for at skyde efter 10.000 og ramme 9.950 gange ved siden af. Og vi kan lige så godt sige det ligeud: Spørg (os) om hjælp, hvis du synes, den slags er svært.


Hvad ved vi om de sponsorerede billeder?

  • Vi ved, at Instagram åbner for reklamer i Danmark den 30. september
  • Vi ved, at annoncører nu kan nå brugere, der ikke allerede aktivt følger dem
  • Vi ved, at annoncører kan bruge videoformatet i op til 30 sekunder (private har stadig kun 15 sekunder)
  • Vi ved, at annoncører får adgang til forskellige billedformater og call-to-action-funktioner – eksempelvis ’besøg webiste’, ’køb her’ og ’installer app’
  • Vi ved, at 97 % af de målte kampagner på Instagram har genereret betydelige resultater i kendskab til brands

Nathalie C. Larsen er Digital og Social Media Manager og Mads Keilberg Johansen er Konsulent hos @geelmuydenkiesedk. Begge er de specialister i sociale medier og digital kommunikation.