”Hvad? Er Helle Thorning ikke foran?”. Sådan spurgte en kollega fra Norge forleden, da Geelmuyden Kiese afholdt et seminar blandt vores nordiske kolleger i København. Spørgsmålet er sigende, for det fortæller meget om, hvor stort fokus, der har været på de utallige præsidentmålinger, hvor Helle Thorning-Schmidt slår Lars Løkke Rasmussen på alle væsentlige parametre, når der måles på hvem der står stærkest af de to statsministerkandidater. Senest i Epinion for Danmarks Radio, hvor danskerne ubetinget vurderer Helle Thorning-Schmidt til at være den dygtigste leder, den bedste politiker, den bedste til at skabe resultater og den bedste ambassadør for Danmark. Vigtige parametre for en statsminister, som muligvis udskriver valg i løbet af den kommende uge.
Paradoksalt nok, så viser målingen fra DR og alle de andre personmålinger mellem de to kandidater måske snarere, at danskerne er blevet immune over for målinger, der handler om Lars Løkke Rasmussen. Han dur ikke, lyder dommen automatisk fra danskerne om manden, der fik det største personlige stemmetal i 2011 i Danmarks næstmindste storkreds og fik vendt Foghs tilbagegang i 2007 til en lille fremgang for Venstre. Den tillidskrise, som regeringen og særligt Socialdemokraterne har haft med danskerne oven på løftebruddene efter valget i 2011, er endt med at være en krise mellem danskerne og oppositionens leders personlighed. Og krisen virker dyb på denne side af et valg.
Når Venstres leder og det borgerlige Danmark alligevel har grund til at være fortrøstningsfulde, så er det fordi, at et markant flertal fortsat ønsker en borgerlig regering efter valget. I den seneste Barometer-måling står rød blok samlet til at få 46,6 procent af stemmerne, men med Alternativet under spærregrænsen på 1,6 procent kan blokken blot mønstre 45 procent. Og den seneste måling fra Voxmeter bekræfter tendensen. Blå blok står til en massiv valgsejr for tredje uge i træk. Den røde blok får kun tilslutning fra 44,4 procent af danskerne, når Alternativets stemmer er talt fra.
Et lavpunkt af dimensioner op mod et valg, hvor fronterne mellem blokkene normalvis plejer at stå tættere. Dagen før Lars Løkke Rasmussen udskrev folketingsvalg i 2011, viste en Gallup-måling for Berlingske Tidende dødt løb. 50,3 procent til rød mod 49,5 til blå. Som bekendt vandt Socialdemokraterne magten med blot 50,2 procent tilbage i 2011, og partiet fik det dårligste valg i mere end 100 år.
Den tidligere socialdemokrat og nuværende kommentator på Jyllands-Posten og Altinget David Trads kommer jævnligt med impulsive analyser, og forleden begik han denne kommentar, hvor han beskrev hvorfor Lars Løkke Rasmussen vandt valget. Trads har også skrevet det modsatte, men når kommentaren er værd at nævne, så skyldes det, at Trads konkluderer, at Løkke vinder på politikken. I de seneste måneder har regeringens effektive spin været, at man var i færd med at dække flanker af mod de borgerlige. Vel og mærke, ikke ved komme med klare røde bud på en ny udlændingepolitik, beskæftigelsespolitik eller skattepolitik, men derimod ved at lægge sig så tæt op af Venstre som muligt. Seneste eksempel var Bjarne Corydon og Morten Østergaards improviserede søndags-pressemøde, som gik ud på at vise danskerne, at regeringen skam også mener, at det skal betale sig at arbejde.
Det eneste spørgsmål, som Socialdemokraterne offensivt vil føre valgkamp på, er spørgsmålet om vækst i det offentlige mod Venstres nulvækst, men det har mere symbolsk karakter, da væksten i det offentlige næste år kun kan vokse med 0,1 procent ifølge Finansministeriets egne svar. Det kan dog ændre sig med et par decimaler, når Morten Østergaard præsenterer en økonomisk redegørelse senere på ugen. Det ændrer ikke ved, at Socialdemokraterne det seneste halve år har arbejdet målrettet på at viske de politiske forskelle ud med det formål at tegne et tydeligere billede af et folketingsvalg mellem to kandidater. Hende danskerne foretrækker, mod ham, ingen ønsker tilbage.
Indtil videre har Thornings offensiv ikke haft effekt over blokken. Socialdemokraterne har hentet stemmer ved at indtage mere røde synspunkter, som Børsens kommentator Helle Ib, skrev forleden. Når Trads analyse derfor er interessant, så skyldes det, at politikken fortsat er det mest centrale i en dansk valgkamp. ”Vælgerne ved”, skriver Trads, ”at hvis de borgerlige får magten, så vil staten blive lidt mindre, skatten lidt lavere, overførselsindkomsterne lidt lavere, kursen over for udlændinge (læs: muslimer) lidt hårdere, og det frie valg for den enkelte lidt større”.
Alle temaer, der er solid opbakning til i vælgerkorpset. Selv om danskerne gerne vil have ekstra penge til velfærd, så ønsker to ud af tre danskere ikke, at den offentlige sektor bliver endnu større. Når Venstre og Socialdemokraterne i dag tester deres styrkepositioner i fokusgrupper, så vil de fleste grupper være i stand til at sætte ord på Venstre. Udover, at partiet har en formand, de ikke kan lide, så ved de at Venstre er noget med, at det ikke må være dyrere at være dansker, at det skal kunne betale sig at arbejde, at verdens største offentlige sektor ikke skal være endnu større, og at kriminelle udlændinge skal udvises. Venstre har en ret tydelig fortælling om deres politik, som danskerne – og fokusgruppernes tvivlere – kan sætte ord på. Omvendt så har den selv samme gruppe svært ved at definere Socialdemokraterne, altså udover at gruppen vil kvittere for partiets formand, som har stærke personlige egenskaber. Politikken derimod, er noget sværere at tage at føle på.
Det kommende valg bliver med andre ord et valg mellem politik og form. I de seneste 44 måneder har blå blok stået til en overbevisende sejr, men formen og modstanden mod Løkke kan være det lille ekstra, som kan få spændingen ind i valgkampen. Det er ikke sket endnu, men det er Socialdemokraternes eneste mulighed for at genvinde magten og det befolkningsflertal, som har manglet lige siden Socialdemokraterne satte sig i regeringskontorerne.