Historieskrivningen om KV17 er selvfølgelig forskellig fra kommune til kommune og forskellig fra kandidat til kandidat afhængig af valgets resultatet. Men summen af de 98 forskellige valg og flere tusind kommunale kandidaters forskellige oplevelser i kampen om magten, vil synliggøre tre tendenser, skriver partner i Geelmuyden Kiese, Maria Steno.

Landspolitikere blev lokale
Landspolitikerne har været på gaderne lokalt som aldrig før, og de har været velkomne. Alle landspartierne har på hver sin måde har haft noget at bidrage med til den lokale fortælling – modsat sidste valg, hvor 3GI-sagen og Løkkes underbukser ikke ligefrem havde en gavnlig effekt lokalt og ifølge valgforskerne kostede Venstre stemmer. Til dette valg har Venstre haft så meget realpolitisk medvind, at de lokale gerne tog imod lidt stjernestøv fra en minister eller ordfører. Kun Alternativet har haft udfordringer centralt, og deres sager kom for sent til for alvor at påvirke planlægningen af valgkampen.

Landspolitikerne har stillet op til debatmøder, fællesfoto og video, uddeling af flyers og lignende, hvilket har medvirket til at skabe opmærksomhed og samtidig sikret hjælp fra de lokale kandidater, til når landspolitikerne selv får brug for frivillige ved næste Folketingsvalg. Deres engagement er samtidig udtryk for et stigende fokus på kommunalvalget som et midtvejsvalg i Folketingsperioden. En tendens, som er kraftigt italesat af kommentatorer og medier, og samtidig forstærket af det store engagement i valget fra partiledere og partimedlemmer på Christiansborg.

Derudover har de landsdækkende nyhedsmedier, særligt DR, skruet op for dækningen af kommunalvalget i et forsøg på at tale til læsere, lyttere og seere over hele Danmark. Dækningen har til tider været præget af, at journalister fra hovedstaden ser de lokale opgør mere sort-hvidt. Det vil sige med en tydelig modstilling mellem rød og blå blok – set i forhold til, hvordan lokalaviser og borgere oplever hverdagen lokalt, hvor fløjkrigen oftest er afløst af samarbejde. Derudover har de nationale medier en til tider ironisk distance til de lokale dagsordener og kandidater. Et eksempel på det er Altingets serie om partiernes højborge. For at øge relevansen af mediedækningen til læsere udenfor den portrætterede kommune bliver kandidaterne og borgmestrene gjort mere stereotype, og der fokuseres mere på de personlige dramaer end på de lokale mærkesager. Tænk for eksempel på DF’s kamp for borgmesterposten i Guldborgsund eller John Dyrbys kamp i Slagelse.

Fløjlshandskerne er taget af
Derudover har de nationale medier bidraget til at sprede møgsager. KL fik en ordentlig tur i manegen på TV2. Og jeg behøver blot at sige bryllup, forsamlingshus og fuckswing, så ved alle nok, hvad jeg mener. Selv et videoklip fra et ellers kedsommeligt kommunalbestyrelsesmøde i Helsingør kan blive en Ekstrablads-historie i et forsøg på at udstille borgmester Benedikte Kiærs temperament. Møgsager og den negative kampagne er fulgt med landspolitikken, de landsdækkende nyhedsmedier og de sociale medier. Konflikten bliver hårdere trukket op mellem partierne, og samtidig forlænges og forstærkes effekten på de sociale medier, så møgsagerne ikke dør lokalt, men lever gennem hele valget og på tværs af kommunegrænserne. Nu hvor valget er overstået, tror jeg, flere kommunalpolitikere bag lukkede døre vil indrømme, at de er mere rystede over hårdheden i karaktermordet på Anna Mee end over det gratis udlån af lokalet på rådhuset. Kommunalpolitikerne har været vant til relativt lidt opmærksomhed. Det billede har de nationale medier været med til at ændre for især borgmestrene.

Forstærket borgmestereffekt
De landsdækkende medier dækker de mest kendte politikere, og det er ofte borgmesteren eller landspolitikere, som stiller op lokalt. Tænk bare på den synlighed udvalgte borgmestre fik i bedste sendetid i anledning af Demokratiets Aften på DR søndagen før valget. Det store fokus på især borgmestre er formentlig med til at forstærke borgmestereffekten. I hvert fald er antallet af kommuner, hvor borgmesteren har absolut flertal fordoblet fra 10 til 20 kommuner ved valget i 2017. Det er en meget markant udvikling, som betyder, at en femtedel af landets kommuner efter valget reelt har et-parti styre. Så mens det landspolitiske fokus fra Christiansborg og medierne er flygtigt, vil det øgede personfokus få politiske konsekvenser langt efter valget i de pågældende kommuner. På godt og ondt.