Af kreativ direktør Karne Lykkebo
Den nye borgerlige ungdomsrevolution kommer. Den konklusion har en lang række kommentatorer gjort sig efter sidste uges skolevalg, hvor rød blok næsten ligger 20 procentpoint efter blå. Skolevalget, det første af sin slags, er gennemført i landets 8. og 9. klasser. Og her vender de 14-16-årige ikke alene pilen nedad i forhold til S – Også SF og Ø står til smæk, mens K, LA og ikke mindst Venstre stormer frem. Samtidig viser en ny undersøgelse fra landets universiteter, at de blå vinde ikke er forbeholdt grundskolen. Også på universiteterne er over halvdelen af de studerende nu blå.
De tal er meget langt fra, da jeg sidste gang beskæftigede mig med et skolevalg: For over 15 år siden, da jeg selv gik til stemmeurnerne under et prøvevalg på min efterskole. Et valg der viste ren opbakning til rød blok, med undtagelse af en enkelt af rygerhovederne, der vittigt havde stemt på Kristendemokraterne og personligt på Gud.
Det er en gammelkendt regel, at du er rød som ung, og blå, når du bliver ældre. Men sådan er det åbenbart ikke længere. Både forskere og politikere har ugen igennem forsøgt at forklare den nye tendens. Venstre mener, ikke overraskende, at de unge er blevet mere økonomisk ansvarlige. S advarer de unge om, at de saver deres egen grønne gren over ved at støtte op om partier, der vil forringe uddannelsessystemet. Og en del på de sociale medier himler op om mig-generationen og en ny yuppiekultur. Nogle forskeres bud er mindre polemisk: Her lyder forklaringen, at en siddende regering altid vil have problemer med de unge, thi det ligger i ungdommens natur at udfordre det eksisterende.
Og netop her er der noget at gå efter. Det spændende ved skolevalget er nemlig ikke, om de unge er røde eller blå, men om de ønsker at bevare eller rive ned. Det svar kan opgøres ved at kigge på DF’s opbakning, der ligger på bare 9 procent.
Det er på tide, at vi indser, at det ikke er givet, at man er rød, når man er ung. Når man er ung, er man i opposition til de herskende værdier. Og med en rød blok der kommunikerer, at de først og fremmest vil sikre Det Danmark du kender, så er det ikke svært at se, hvorfor man som kontrær teenager siger; nej tak.
I mange generationer har det røde været lig med det nyskabende. Men i takt med at det progressive er blevet normen på uddannelses- og kulturinstitutioner, er det uundgåelige sket: 68’erne, BZ’erne og 90’er-flipperne er ikke længere en revolutionær kraft. Vi er The Establishment, og det er os, der bliver gjort oprør mod.
Et tydeligt eksempel kan ses hos KU-debattøren Nikita Klæstrup. Den 20-årige debattør har gennem de seneste uger fået en omgang i debatmøllen grundet et dristigt kjolevalg til en i øvrigt helt privat fest. I weekenden tog hun så til genmæle i Berlingske og insisterede på, at politisk talent og dyb kavalergang ikke bare er foreneligt, men også en kvindes ret.
Mens kvindelige debattører siden 60’erne har insisteret på at blive vurderet på deres intellekt alene, gør Nikita og andre oprør mod de tilknappede skjorter. De insisterer på, at deres seksualitet ikke skal nedtones, fordi de mener noget seriøst. En udvikling man kunne se som kvindebevægelsens ultimative sejr. I stedet er der mange, der får den feministiske urtete galt i halsen. Hvorfor vælger man frivilligt at lade sig reducere til et objekt, når man nu rent faktisk har noget på hjertet?
Fordi den måde at betragte kvinder, debat og ekstroverte bryster i en 20åriges hoved er gammeldags. Fordi normer altid bliver udfordret af ungdommen – ligegyldigt om det gælder bryster, feminisme eller velfærdsamfundet.
Og det er den borgerlige ungdomsrevolution i en nøddeskal. Den handler ikke om mig-generation eller yuppieånd. Det handler simpelthen om at stille spørgsmål ved det, som de voksne og etablerede siger. Og så er alt jo, heldigvis, som det plejer.