De opstår med jævne mellemrum. Analyserne af, at der i virkeligheden kun er ganske få aktive på de sociale medier. Især Twitter på dansk grund er ofte blevet skudt ned af vinklen om, at det er et nichemedie med kun lige omkring en fjerdedel aktive af 220.000 brugere. Men hvilken niche!
Det vigtigste tal på den platform er 2898. For så mange journalister, journalistpraktikanter, redaktører eller værter har en profil på platformen. Flere og flere af de journalister lytter og bruger Twitter til at fange stemninger, nyheder og vinklinger, når der bliver talt om noget fra den trykte morgenavis. Og flere og flere historier vandrer direkte fra Twitter og ind på netaviserne, eller helt ind i det, vi betegner som ”klassiske medier”, som Hr. og Fru Danmark ser.
I journalistens eget fagblad kan man i denne måned læse forudsigelsen af, at Twitter vil afløse pressemeddelelsen – en voldsomt strammet overskrift, for der er noget andet og mere på spil: I 2013 blev det for alvor klart, at journalister finder flere af deres vinkler, kilder og historier direkte på Twitter – Læs mere om det her. Især i breaking news-situationer ser vi flere eksempler på, at kanalerne fyldes med citater fra og interviews med kilder, der ellers ikke var lige så markante som en kilde, der var blevet valgt, hvis journalisten havde mere tid. Pressemeddelelsen vil bestå, og nyhedsbureauerne vil stadig få deres vigtigste historier derfra, men vi ser flere og flere eksempler på, at der skal ligge en ”digital komposition” klar til at fange meningsdannerne og journalisterne, når de på sociale medier diskuterer de klassiske nyheder i meningsdannerland – ellers taber afsenderen af pressemeddelelse, kampagne eller udspil slaget om at sætte en positiv dagsorden. Anders Samuelsen fra Liberal Alliance har i 2014 sagt, at der er cirka 3000 meningsdannere, der konsekvent skal påvirkes i samtalerne. Labour i Storbrittanien har lige lanceret en kampagne for græsrødderne med hovedbudskabet, at der skal fire millioner samtaler til at vinde et valg – og en stor del skal føres på Twitter og Facebook. Formår man at vinkle alle fire millioner samtaler med de rigtige fakta, vinder man retten til at lede landet.
Virksomheder skal i 2015 til at anskue primært Twitter, men også Facebook og LinkedIn, som de platforme, hvor reception og perception af virksomhedens offensive udspil skal bæres hjem. Vi ser det allerede i det offentlige. Bliver meningsdannerne på Twitter enige om, at Regeringens og Corydons nye cyberstrategi er makværk, forplanter det sig til de klassiske medier – og endda i en grad, så der havner direkte fejlslutninger i de klassiske medier, fordi meningsdannerne aldrig blev sagt imod. Bliver meningsdannerland på Twitter enige om, at SKAT’s nye webdesign er grimt, sætter det sig som en sandhed, der vandrer rundt i samtalerne om SKAT og opfattelserne af brandet. Vi ser eksempler på C20-virksomheder, der sender deres solohistorie til journalisten, ryger igennem på Nyhederne i den bedste sendetid og umiddelbart ser ud til at have båret vinklen, de ønskede, helt ud i dagligestuen til danskerne, mens de får tæsk i følgeartiklerne de kommende dage, fordi de ikke fik drejet meningsdannerland på sociale medier i den rigtige retning. Når DI holder deres årlige Topmøde, skal de være parat til at vinkle historier og svare på alle de kritiske spørgsmål på Twitter, så analyserne i de klassiske medier efterfølgende indeholder de rigtige fakta. Når kommercielle brands lancerer outdoor- eller aviskampagner, skal de i lige så høj grad forholde sig til receptionen af kampagnen på digitale medier, selvom kampagnen aldrig var tiltænkt et digitalt ben. Når interesseorganisationer og politikere er i tv-debatter er det fuldstændig uundværligt, at deres pressefolk sidder klar på sociale medier til at levere de rigtige fakta direkte til de journalister og meningsdannere, der sidder og ”second screener” med deres tablets eller smartphone i hånden, mens de ser tv. CEO’s, politikere og ”talsmænd” af den gamle skole, der ikke tror på de der sociale medier, lader tilfældet råde i meningsdannerland, når de tager mikrofonclipsen af efter endt interview og ikke i det mindste følger med i strømmen på sociale mediers meningsdannerland. Se på Anders Ladekarl fra Røde Kors, Dennis Kristensen fra FOA, Poul Madsen på Ekstra Bladet og en række dygtige politikere som de bedste eksempler på, hvordan man bærer vinklerne hjem på sociale medier, når man har lanceret i pressen.