Tirsdag d. 28 februar 2023
Mikkel Lotzfeldt, Head of Sustainability, Geelmuyden Kiese, Majbritt Skov, Partner, Deloitte Economics

Vi står overfor et paradigmeskift. Indtil nu har virksomheder og skiftende regeringer talt om fremtiden. Om teknologier, målsætninger og alt det gode vi kan gøre for at redde klimaet. Alligevel går det for langsomt. Både i Danmark og globalt, hvor CO₂-udledningen i 2022 nåede endnu et rekordhøjt niveau. Derfor er det på tide at tale om de ting, der ikke fungerer og gør os mindre bæredygtige som samfund. Mange af dem koster på klimaregnskabet, andre på tilliden til udviklingen. Alle er de ømme tæer, som tiden er inde til at trampe på, så vi kan få gjort noget ved problemerne.

Tiden er inde til at tale om det ubæredygtige. Alt det, der hindrer bæredygtig omstilling for på den måde at kunne bane vej for de løsninger og ambitioner, vi har talt meget og længe om. For virksomhederne handler det om, at de ikke alene skal fortælle, hvad de gerne vil, og hvad de gør godt. Nu skal de også over en bred kam fortælle om, hvad der gør dem mindre bæredygtige. Sådan vil man kunne parafrasere hensigten bag EU’s nye rapporteringsregler om virksomheders bæredygtighed. Et utvetydigt signal om at skåltalernes tid er forbi, og tiden er inde til at tale åbent om det, der gør os mindre bæredygtige.

Og der er for virksomheder og samfund meget at berette om.

Ventetid på omstilling: Rundt regnet et årti

Det handler for eksempel om langsommelighed i sagsbehandling, som bremser grøn omstilling til grøn strøm. Vi er nok førende i grøn energi, men vi sakker håbløst bagud i at implementere – selv med en åben-dør-ordning, som endda er sendt til tælling af regeringen.

Hvis man vil opføre f.eks. en havvindmøllepark i Danmark, tager det mellem ni og 11 år. Det kræver ikke tung hovedregning at slutte, at det overskrider udløbsdatoen på vores 2030-klimamål. For slet ikke at tale om at skabe et energimarked fri for russisk gas. Årsagen til den lange ventetid er hverken manglende ambitioner eller kompetencer. Langsommeligheden skyldes sagsbehandlingstider, komplicerede krav og godkendelsesprocedurer. Kort og godt: Bureaukrati, der lige nu bremser Danmarks 2030-planer.

Der er dermed behov for at sætte tempoet gevaldigt op, hvis vi skal nå ambitionerne om at firdoble elproduktionen fra vindmøller og solceller samt femdoble produktionen fra havvindmøller i 2030. Åben dør eller ej, så viser vores beregninger, at skruede vi op for tempoet nu med 50% mere vedvarende energi om året, så ville vi i 2030 se en effekt på vel over fem million ton CO2.

Omstillingen rammer loftet

Det handler også om Danmarks største bygningsejere – kommunerne, som ikke kan energirenovere de mange, gamle og hullede kommunale bygninger i det omfang de gerne ville. Årsagen er ikke manglende ambitioner, men i stedet det kommunale anlægsloft.

Det betyder, at varmen fiser ud af adskillige millioner af kommunale kvadratmeter, som står hen med en knap så imponerende energimærkning. Det vil være en relativt lavthængende frugt, en oplagt mulighed for CO2-besparelser, endda i inflationsvenligt format, at sætte tempoet op for energirenoveringen. Vores beregninger viser, at gevinsten i 2030 vil være omtrent en halv million ton CO2. For slet ikke at tale om et forbedret indeklima for ansatte, skolebørn, ældre og andre brugere af kommunale bygninger. Det er også bæredygtighed.

Danskerne rykker ikke tættere sammen

Det handler for det tredje også om to kurver, der følges ad: Danskernes engagement i klimaet og vores indkøb af flere biler. Siden år 2000 er der kommet rundt regnet én million flere biler på vejene i Danmark. Vejdirektoratet peger på, at vi i gennemsnit kun sidder 1,08 person i hver bil til og fra arbejde. Selvom bilerne i stigende grad bliver grønnere, så betyder begejstring for at købe biler og sidde alene i dem, at udviklingen ikke bare står stille, men reelt går den gale vej.

Vi har regnet på, hvad det vil betyde på klimakontoen, hvis vi rykkede bare lidt tættere sammen i bilerne. Øgede vi det gennemsnitlige passagerantal i bilerne med bare 25%, så vil effekten i 2030 være vel over 7,5 millioner tons CO2. Det svarer til omtrent et års udledning fra ca. fem millioner biler.

Der er blot tre eksempler på hindringer, som gør Danmark mindre bæredygtig. Vi har interviewet en lang række eksperter og i fællesskab defineret i alt 10 hindringer, som er beskrevet i The Unsustainability Report 2023. Alene de hindringer, der er beskrevet her, vil i 2030 kunne spare os for over 13 millioner ton CO2 i 2030 – hvis vi reelt turde gøre noget ved dem.

Forhindringerne skal frem i lyset

Nærliggende er det herefter at spørge: hvad er løsningen? Hvordan bliver vi ubæredygtige hindringer kvit? De enkelte hindringer kræver vidt forskellige løsninger, og vores liste er langt fra udtømmende. Nogle er simple – andre dybt komplekse. Men selv om løsninger er forskellige, har vi alligevel lyst til at pege på et sted at starte.

• For det første bliver vi nødt til at få hindringer frem i lyset. Vi skal selvfølgelig tale om det, der får os fremad, men vi skal i lige så høj grad tale om det, der holder os tilbage. Det er bestemt ikke sjovt, men det er nødvendigt at træde på de ømme tæer. Enhver virksomhed ved, at man kun bliver bedre ved grundigt at evaluere sine fejl – ikke kun ved at forstærke sine styrker.
• For det andet, må vi gøre omstilling til noget, som alle forstår. Bæredygtighed er sølet ind i fagtermer, skåltaler og teknologisk buzz (eller ævl om man vil). Omstilling kræver, at alle er med. Derfor bliver vi nødt til at tale om området på en måde, som alle kan forstå. Samtidig skal vi være ærlige om, hvor langt vi er, hvad får os fremad, og hvad holder os tilbage. Træde på de ømme tæer, som vel at mærke både kan sidde på borgere, virksomhedsledere og politikere.

Paradigmeskiftet er her. Nye rapporteringsregler fra EU stiller krav til det, vi gør, måler og siger. Vi kan kun håbe, at det fører til en åben, fordomsfri og konstruktiv samtale, der fører til bedre forståelse og dermed bedre og hurtigere forandringer.  

Læs The Unsustainability Report 2023