Nyhed

april 24, 2020

Geelmuyden Kiese lander millionoverskud i 2019

2019 blev et godt år for kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese med en vækst i omsætning og et flot rekordresultat på 3,57 mio. kroner før skat. Bureauets store omstruktureringer viser sig dermed at give resultater.

2019 blev et rekordår for det skandinaviske kommunikationsbureau Geelmuyden Kiese i Danmark, som lander sit bedste resultat i bureauets historie på 3,57 mio. kroner før skat. Samtidig gik de ud af året med en nettoomsætning på 46,125 mio. kroner, hvilket er en vækst på 12 procent sammenlignet med året før. Det resultat opfatter Geelmuyden Kieses Managing Partner, Karne Lykkebo, som særdeles tilfredsstillende.

”Vi havde et svært 2018 i GK, så det er rigtig godt at se og opleve, at vi er kommet så stærkt igen, som vi er. Vi er meget tilfredse med vores resultat for 2019 og den store vækst i omsætning, der er sket på tværs af vores forretning. Vi lagde en ny strategi i forbindelse med ledelsesskiftet i 2018, og det er resultaterne af den strategi, vi nu er begyndt at se,” siger Karne Lykkebo, Managing Partner.

I forbindelse med ledelsesskiftet i 2018 overgik den daglige ledelse til GK’s partnerskab med partner Karne Lykkebo i spidsen. Den nye ledelse har derefter foretaget en række omfattende organisatoriske ændringer i bureauet og sat et øget fokus på blandt andet branchespecialisering.

For Geelmuyden Kiese har stor samfundsrelevans altid været omdrejningspunkt for de kommunikationsopgaver, bureauet fokuserer på. Fokus i Geelmuyden Kieses strategi ligger derfor på brancher som energi, infrastruktur, finans og kultur/sport.

”Vi har valgt at investere og fokusere på udvalgte brancher, hvor vi har branchens dygtigste rådgivere og konsulenter. Væksten i 2019 skyldes blandt andet en stærk efterspørgsel inden for Public Affairs, adfærdskampagner, borgerindragelsesprocesser, kommunikation til den finansielle sektor og organisationsudvikling. Derudover investerede vi i 2019 i nye Public Affairs kompetencer og i en større analyseenhed inden for sport/kultur, som begge forventes at bidrage yderligere til vores forretning i 2020,” siger Karne Lykkebo.

I disse tider med Coronakrise ser Karne Lykkebo dog med forsigtige briller ind i 2020:

”Alle danske virksomheder må forvente et turbulent økonomisk år i 2020, og vores forventninger er derfor også moderate. Vi ved ikke, hvad 2020 vil bringe af økonomisk global krise, men vi ved, at Geelmuyden Kiese står stærkere end nogensinde til at imødekomme udfordringerne,” siger hun.

Geelmuyden Kiese er et af Skandinaviens største partnerejede kommunikationsbureauer med mere end 150 ansatte fordelt på kontorer i København, Stockholm, Oslo og Bergen. Partnerkredsen i Danmark består udover Karne Lykkebo også af Mikkel Salgaard Bendtsen og Christian Grønning.