Nyhed

november 2, 2026

Geelmuyden Kiese og Impact Partners indgår associeret partnerskab

Geelmuyden Kiese og Impact Partners indgår et associeret partnerskab, der kombinerer de to virksomheders specialiserede kompetencer inden for finansiel og strategisk kommunikation samt public affairs. Partnerskabet giver mulighed for i fællesskab at løfte større og mere komplekse rådgivningsopgaver og tilbyde endnu flere børsnoterede og privatejede virksomheder en bredere, integreret rådgivning.

Partnerskabet giver nye og eksisterende kunder adgang til teams sammensat af rådgivere fra begge virksomheder, så finansielle og strategiske forhold kan håndteres i én samlet rådgivningsløsning på tværs af interessenter. Det gælder eksempelvis børsnoteringer og transaktioner, lancering af forretningsstrategier, ledelsesændringer samt krisehåndtering, hvor kommercielle og omdømmemæssige hensyn er på spil.

“Vi har de senere år løftet nogle af de største og mest komplekse rådgivningsopgaver inden for corporate communications, public affairs og transaktioner. Med Impact Partners’ specialisering i finansiel kommunikation og investor relations kan vi styrke vores samlede rådgivningstilbud og stå endnu stærkere i konkurrencen om de mest komplekse kommunikationsmandater,” siger Mikkel Salgaard Bendtsen, partner og CEO i Geelmuyden Kiese i Danmark.

Impact Partners har i snart 20 år rådgivet bestyrelser og direktioner i mange danske børsnoterede og privatejede virksomheder om børsnoteringer, virksomhedshandler, investorrelationer og mediehåndtering af forretningskritiske og komplekse situationer.

”Vores ekspertise og position inden for finansiel og strategisk kommunikation samt Geelmuyden Kieses bredere rådgivningspalette supplerer hinanden godt. Partnerskabet giver mulighed for at tilbyde integrerede løsninger, hvor vi bringer fælles kompetencer og erfaringer i spil til gavn for kunderne,” siger Per Bech Thomsen, grundlægger af og partner i Impact Partners.

Fælles ambition

Geelmuyden Kiese og Impact Partners fortsætter som selvstændige selskaber med egne kunderelationer, men etablerer med det associerede partnerskab et tættere kommercielt samarbejde om levering af fælles rådgivningsopgaver og udvikling af nye forretningsmuligheder.

Geelmuyden Kiese har de seneste år opbygget en stærk position inden for strategisk kommunikation i komplekse og højt regulerede sektorer som finans, energi, tech og tele, mobilitet, forsvar og life science. Bureauet har samtidig udvidet sin rådgivning inden for større virksomhedstransaktioner og finansiel kommunikation.

“Vi har med succes bygget en stor del af vores forretning på lange kunderelationer, dyb sektorindsigt og rådgivning af virksomheder og ledelser i situationer, hvor meget er på spil. Sammen med Impact Partners har vi stærkere kompetencer inden for blandt andet investorrelationer og børsnoteringer, samtidig med at vi kan supplere Impact Partners med alt fra corporate communications og public affairs til krisehåndtering. Det åbner nye forretningsmuligheder for begge parter,” siger Anders Ebdrup, partner og direktør for corporate og finansiel kommunikation hos Geelmuyden Kiese.

Kontaktinformation:

Mikkel Salgaard Bendtsen
CEO i Geelmuyden Kiese
Telefon: 61 30 33 82
mikkel.bendtsen@gknordic.com

Per Bech Thomsen
Partner i Impact Partners
Telefon: 31 37 31 33
pbt@impactpartners.dk