Nyhed

juni 13, 2022

Geelmuyden Kiese styrker energiområdet: Henter Jesper Gronenberg til ny direktørstilling

Energiområdet får et kæmpe boost hos Geelmuyden Kiese, som fra 1. august har ansat Jesper Gronenberg som ny Direktør for Energi, Public Affairs.

De seneste tre år er efterspørgslen på Geelmuyden Kieses Public Affairs-kompetencer på energiområdet steget markant, og det afspejler sig nu i ansættelsen af Jesper Gronenberg som Direktør for Energi, Public Affairs.

– Jeg glæder mig til at starte hos Geelmuyden Kiese, som har en forretningsnær måde at arbejde med Public Affairs på, der tiltaler mig. Og ud fra de eneste års resultater er det tydeligt, at den også tiltaler kunderne. Geelmuyden Kiese oplever markant øget interesse fra energisektoren, og jeg ser frem til at kunne bidrage med min ekspertise og arbejde sammen med GK’s stærke team, de mange spændende kunder og forhåbentlig være med til at få endnu flere med ombord, siger Jesper Gronenberg.

Public Affairs er en hjørnesten for Geelmuyden Kiese, og under ledelse af partner i Geelmuyden Kiese, Rasmus Nygaard-Winther, er området vokset betydeligt de seneste tre år. Han er særdeles tilfreds med, at Jesper Gronenberg nu bliver en del af holdet.

– Vi arbejder med udgangspunkt i vores kunders forretningsstrategi. Vi har en dyb faglighed på de områder, vi rådgiver inden for, og den kombinerer vi med vores forståelse for politik og kommunikation. Samtidig arbejder vi med komplekse sager, som netop kræver den indsigt – og den har Jesper. Både fra Christiansborg, sit virke i større virksomheder samt senest fra Dansk Energi, siger Rasmus Nygaard-Winther og tilføjer:

– Ansættelsen af Jesper Gronenberg er et udtryk for, at der er buy in på vores syn på Public Affairs. Ikke bare fra kunder, men også fra stærke profiler, slutter Rasmus Nygaard-Winther. Jesper Gronenberg tiltræder 1. august. Han har senest arbejdet som PA- og kommunikationsdirektør i Dansk Energi. Han har tidligere bl.a. været direktør for Public Affairs og kommunikation i Falck og TDC, branchedirektør i Dansk Erhverv og sekretariatschef for Det Radikale Venstre på Christiansborg.