Nyhed

juni 2, 2026

Geelmuyden Kiese styrker energiområdet med Mie Bredahl Christiansen

Geelmuyden Kiese styrker rådgivningen på energiområdet med ansættelsen af Mie Bredahl Christiansen som seniorrådgiver og direktør for energi i bureauets Public Affairs-team. Mie bliver en del af Geelmuyden Kieses direktørteam med ansvar for at udvikle bureauets rådgivning på energiområdet.

Med ansættelsen af Mie Bredahl Christiansen styrker Geelmuyden Kiese sin rådgivning i krydsfeltet mellem energi, politik, regulering og strategisk kommunikation. Her bliver Mies rolle at stå i spidsen for bureauets fortsatte udvikling af rådgivningen til virksomheder og organisationer på energiområdet.

Hun kommer med solid erfaring fra centraladministrationen, Christiansborg og energisektoren. Senest har hun været særlig rådgiver for transportminister Thomas Danielsen. Inden da var hun chefrådgiver i Udenrigsministeriet, public affairs manager i Ørsted og politisk konsulent i Landbrug & Fødevarer. Derudover har hun tidligere arbejdet som politisk medarbejder for Venstre på Christiansborg.

Ansættelsen et led i Geelmuyden Kieses fortsatte specialisering inden for politisk rådgivning på samfundskritiske sektorer.

”Energiområdet er et af de mest afgørende politiske og kommercielle felter i disse år. Den grønne omstilling, forsyningssikkerhed, elektrificering, infrastruktur og Europas nye sikkerhedspolitiske virkelighed betyder, at virksomheder og organisationer har brug for rådgivere, der forstår både substansen, beslutningsprocesserne og den offentlige dagsorden. Det gør Mie,” siger Mikkel Salgaard Bendtsen, CEO i Geelmuyden Kiese Danmark.

”Mie har en sjælden kombination af erfaring fra ministerbetjening, politisk interessevaretagelse og energisektoren. Hun kender de politiske maskinrum, hun forstår energibranchens kompleksitet, og hun ved, hvordan man omsætter svære dagsordener til tydelige strategier. Hun bliver en vigtig del af vores direktørteam og af den fortsatte udvikling af vores Public Affairs-rådgivning,” siger han.

Mie Bredahl Christiansen ser frem til at rådgive kunder i en tid, hvor energiområdet fylder stadig mere i både politik, erhvervsliv og offentlig debat.

”Energi er ikke længere kun et sektorpolitisk område. Det er erhvervspolitik, sikkerhedspolitik, klimapolitik og geopolitik på én gang. Det gør området både komplekst og enormt vigtigt. Jeg glæder mig til at være en del af Geelmuyden Kiese og arbejde sammen med kunder, der skal navigere i en virkelighed, hvor den politiske dagsorden og forretningen hænger tættere sammen end nogensinde,” siger hun.

Hun peger på, at mange aktører på energiområdet i de kommende år skal håndtere både store politiske forventninger, regulatoriske forandringer og et stigende behov for folkelig og kommerciel legitimitet.

”Der er et enormt behov for at skabe mere klarhed i energidebatten. Mange løsninger er tekniske, langsigtede og vanskelige at forklare, men de har direkte betydning for borgere, virksomheder og samfundsøkonomien. Derfor handler god public affairs-rådgivning på energiområdet ikke kun om adgang til beslutningstagere. Det handler også om at forstå dagsordenen, bygge alliancer og kommunikere, så komplekse løsninger bliver relevante for flere,” uddyber Mie Bredahl Christiansen.

Mie Bredahl Christiansen tiltrådte som seniorrådgiver og direktør for energi i Geelmuyden Kiese den 1. juni. Hun afløser den hidtidige direktør for energi, Jesper Gronenberg, som fortsætter i Geelmuyden Kiese som seniorrådgiver.

Blå bog: Mie Bredahl Christiansen

Mie Bredahl Christiansen kommer senest fra Transportministeriet, hvor hun har været særlig rådgiver for transportminister Thomas Danielsen.

Tidligere har hun været chefrådgiver i Udenrigsministeriet, public affairs manager i Ørsted og politisk konsulent i Landbrug & Fødevarer.

Hun har desuden erfaring som politisk medarbejder for Venstre på Christiansborg.

Mie Bredahl Christiansen har en kandidat i Operations and Innovation Management fra Aalborg Universitet.