Har Tommy tålmodigheden?

Benny Damsgaard Direktør for Public Affairs

Den tidligere konservative justitsminister, Erik Ninn Hansen, er citeret for at skulle have sagt, at man først er rigtig politiker, når man kan gå over Rådhuspladsen og se sig selv hængt ud på Ekstra Bladets spiseseddel – uden at det får pulsen til at stige! Den evne kommer ikke fra den ene dag til den anden, hvis den overhovedet kommer. Geelmuyden Kieses direktør for Public Affairs, Benny Damsgaard, fortæller her om nogle af grundene til, at så relativt få erhvervsfolk har klaret sig godt i toppolitik.

Christiansborg-pressen tackler igennem! Den går langt hårdere til stålet end den ofte pænt referende erhvervspresse, og især hos formiddagsaviserne er der ingen fine fornemmelser i forhold til også at skrive fyldigt om toppolitikernes privatliv. Biddet fra Christiansborg-pressen er derfor normalt også en af de første ting, som ryster erhvervsledere, der pludseligt er kommet ind i dansk toppolitik. Hvor man tidligere blev interviewet pænt som ekspertkilde eller som ”ham den spændende IT-iværksætter”, bliver man nu gennemlyst og stillet til regnskab for alt, man tidligere har sagt og gjort, og det hele bliver dissekeret og problematiseret i forhold til ens nye rolle.

Om den nye uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, får rutinen, den tykke hud og rolig puls, og med Ninns ord bliver en ”rigtig politiker”, kan kun tiden vise. Historien har dog vist os, at kun få erhvervsfolk har magtet skiftet til toppolitik. Når man går lidt ned i substansen, er det ikke specielt overraskende, at det er sådan. Politik og erhvervsliv er grundlæggende to vidt forskellige verdener.

Tag for eksempel spørgsmålet om rationelle beslutninger. I erhvervslivet er rationalitet styrende for alt. Markedet er en hård herre, og her kan du ikke lade følelser komme i vejen for de økonomiske dispositioner. Politik er omvendt kun sjældent styret af rationalitet. Politik er baseret på holdninger og følelser, som ikke måles på, hvorvidt de giver økonomisk mening. Det afgørende er, om beslutninger passer ind i partiets ideologiske verdensbillede. Det gør politik frustrerende at agere i for rationelt tænkende erhvervsledere. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måtte agere oversætter for toperhvervsledere og forklaret, hvorfor noget ikke giver økonomisk mening, men rigtig god politisk mening.

Hvis du skal være en god politiker, skal du være god til mennesker. Du skal kunne læse dine medmennesker og ikke mindst være i stand til at skjule det, når du møder ordførere, som du synes siger noget ualmindeligt dumt. Når det kommer til stykket, er det nemlig Folketinget og ikke statsministeren, som bestemmer, om du kan beholde dit ministerjob. Derfor skal du pleje ordførerne på dit område, som var de et kært familiemedlem, især når de siger noget dumt eller sviner dig til i pressen. Og selvom man naturligvis også skal være god til mennesker som erhvervsleder, er det for mange dygtige erhvervsledere ofte svært at acceptere, at deres succes reelt er prisgivet af perifere ordførere med relativt begrænset indsigt. Sådan er politik imidlertid. Den reelle magthaver er og bliver vælgerne.

Politik går langsomt. Ofte frustrerende langsomt. Og mange ting er planlagt år ud i fremtiden med relativt lidt handlerum for en nytiltrådt minister. Udover at være arbejdernes internationale kampdag, så var 1. maj for eksempel også dagen, hvor ministerierne på Slotsholmen havde deadline for at melde ønsker ind til finansloven for 2019. Derfor er de lovgivningsmæssige planer frem mod valget i 2019 langt hen ad vejen allerede færdige og på plads. Det bliver interessant at se, om iværksætteren Tommy Ahlers kan affinde sig med i lange perioder reelt at være administrator af allerede fastlagte planer og politik uden ret meget mulighed for andet end at ødelægge det under forhandlingerne, hvis han farer for hurtigt og overmodigt frem.

Og skulle Ahlers lave fejl undervejs, så kan han være sikker på, at de nok skal komme i pressen – anonymt. Efter en rokade sidder der altid skuffede folketingsmedlemmer tilbage i regeringspartiernes grupper. Folketingsmedlemmer, som har arbejdet hårdt med sagerne, undværet familie og børn og drukket spandevis af kaffe med baglandet. Alt sammen for at opleve, at ministerposten, som skulle have været kronen på værket, gik til en ”ude fra” som har været medlem af partiet i mindre end 12 timer! Det skaber sjældent varme følelser.

Selv garvede politikere har det svært med anonyme citater. De æder i en og nærer paranoiaen. For erhvervsledere, som aldrig har prøvet det før, kan det få filmen til at knække. For selvom man skulle finde ud af, hvem der står bag, så kan man reelt ikke gøre det store. Man kan ikke fyre et folketingsmedlem, som man kan fyre en medarbejder. Det kan kun vælgerne.

De næste uger og måneder vil afgøre, om det er denne gang, vi ser en erhvervsleder, som klarer skridtet til toppolitik. Lukker han ned for pressen, læser op på lektien, ansætter en erfaren særlig rådgiver, som kender arbejdet på Christiansborg, og som har netværket til at fungere som mellemled, så er muligheden der. Men det kræver tålmodighed, tålmodighed og atter tålmodighed, og det er der kun én som ved, om han har.