Nyhed

december 10, 2025

Michael Kristiansen bliver associeret partner i Geelmuyden Kiese

Erfaren rådgiver i krisekommunikation og politisk interessevaretagelse bliver tilknyttet bureauet.

Geelmuyden Kiese tilknytter Michael Kristiansen som associeret partner og styrker dermed bureauets strategi med at samle erfarne rådgivere med unikke indsigter, erfaring og netværk. En strategi som styrker løsningerne for kunderne i et stadig mere komplekst politisk og samfundsmæssigt landskab – på tværs af sektorer og discipliner.

Mikkel Bendtsen, CEO i Geelmuyden Kiese Danmark, siger:
Michael Kristiansen har et særligt indblik og forståelse for de processer, der former dansk politik og offentlighed. Med Michaels erfaring og analytiske tyngde får både vi og vores kunder adgang til en unik viden og vi styrker vores samlede strategiske rådgivning til virksomheder, der opererer i krydsfeltet mellem samfund, politik og forretning.

Geelmuyden Kiese har de seneste år specialiseret sig inden for udvalgte højt regulerede og komplekse sektorer som energi, finans, tech/tele, mobilitet og life science.

Michael Kristiansen siger:
Jeg har gennem et stykke tid arbejdet sammen med Geelmuyden Kiese på et kundeprojekt med en meget kompliceret dagsorden og er imponeret over bureauets faglige tyngde og dybe forståelse af de udfordringer kunderne står med. Derfor er det et naturligt skridt at rykke tættere sammen og jeg ser frem til at blive en del af dette stærke faglige miljø som associeret partner.”

Kristiansen tilknyttes Geelmuyden Kiese som associeret partner og fortsætter sideløbende sit arbejde i hans eget selskab Kristiansen+Partners.

Det associerede partnerskab med Michael Kristiansen underbygger Geelmuyden Kiese Danmarks vækstambition og styrker bureauets rådgivning til danske og internationale virksomheder, der skal navigere i et foranderligt samfunds-, medie- og interessentlandskab.

Blå bog: Michael Kristiansen
Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Han var i begyndelsen af 00’erne pressechef i Venstre og senere særlig rådgiver for statsminister Anders Fogh Rasmussen. I dag er han stifter og partner i Kristiansen+Partners og kendt som fast politisk analytiker på TV 2 News, bl.a. i “Tirsdagsanalysen”. Hans rådgivning har primært fokus på strategisk kommunikation, public affairs, krisehåndtering og stakeholder-arbejde.

Om Geelmuyden Kiese
Geelmuyden Kiese (GK-gruppen) er et af Skandinaviens største kommunikationsbureauer med mere end 130 kollegaer i København, Stockholm og Oslo. Bureauet er etableret i 1989 og rådgiver virksomheder og organisationer om strategisk kommunikation, corporate communications, public affairs, krisehåndtering og stakeholder engagement – med dyb indsigt i samfund og sektorer.

Geelmuyden Kiese er en del af Paritee.

For mere information kontakt:
Mikkel Bendtsen
Telefon: 61 30 33 82
mikkel.bendtsen@gknordic.com

Michael Kristiansen
Telefon: 41 26 38 10
mk@kplusp.dk