Nyhet

februari 3, 2017

Bruxelles Brief – Uge 5 2017

Mindre affald, mere genbrug
EU sætter nye mål for den cirkulære økonomi og vil på samme tid skabe nye arbejdspladser. I dag smider hver EU-borger 180 kg mad ud om året. Fødevarehåndtering er derfor et område, hvor genbrug skal øges, står der i en ny udtalelse fra EU’s forsamling af regionale og lokale repræsentanter.
Bedre affaldshåndtering kan spare miljøet for 443 millioner tons klimagasudslip inden 2030. Undersøgelser viser endvidere, at en satsning på genbrug kan skabe i omegnen af 180.000 arbejdspladser i EU-zonen. Indsatsen sigter derfor efter at forbedre både økonomi og miljø.
En million arbejdspladser i EU
Alt tyder på, at EU når sine klimamål for 2020, ifølge en ny rapport fra Kommissionen. I gennemsnittet skal 20 procent af den energi, der forbruges i EU, komme fra vedvarende energikilder.
Den grønne energisektor har allerede skabt over en million arbejdspladser i EU, frarapporten fremgår det, at der skabes flere arbejdspladser per enhed vedvarende energi end ved fossil energi. De seneste år er investeringerne i vedvarende energi faldet, men målet står fast: EU skal være verdensledende på vedvarende energi. Tre lande sakker imidlertid bagud: Storbritannien, Polen og Danmark. De er blevet mere afhængige af energiimport for at kunne opfylde EU’s klimamål.
Her er vinterpakkens ordførere
Ved du, hvem der skal lede arbejdet med at drøfte Danmarks klima- og energipolitik frem mod 2030? I forrige uge udnævnte Europa-Parlamentet ordførere og skyggerapportører på alle de otte retsakter i Vinterpakken. De har dermed væsentlig magt over udformningen af den endelige lovtekst, og er de vigtigste politikere, hvis man vil i dialog og påvirke lovforslagene.
Medlem af Europa-Parlamentet for Konservative, Bendt Bendtsen, er udnævnt til ordfører for bygningsenergidirektivet. Bendtsen har tidligere udtalt, at Kommissionens forslag om 30 procent energieffektivisering ”ikke burde være noget problem overhovedet! Der er masser af beskæftigelse og arbejdspladser i den politik, specielt i forbindelse med energieffektivitet og energirenovering.”
Du kan finde listen over de nye ordførere her.
Fra 15. juni: Roam like home!
Forhandlingerne startede kl. 18.30, men klokken skulle passere midnat, før Europa-Parlamentet og Rådet natten til onsdag endelig blev enige om en aftale, der sikrer europæerne billig datasurfing. Tidligere har teleselskaber taget sig usædvanligt godt betalt for at lade konkurrenternes kunder bruge telenettet til mobildata. Aftalen regulerer selskabernes mulighed for at lægge afgift på kunder der flytter sig over telegrænserne i EU.
”Nigel, du lyver!”
Briternes statsminister Theresa May udløser ifølge rygterne artikel 50 den 9. marts, og forrige torsdag fremlagde den britiske regering sin Brexit-strategi. Mens Bruxelles venter på grønt lys for Brexit, er der mange, som har moret sig af dette billede af Nigel Farage i Europaparlamentet. Videreformidlet til den virtuelle verden af energiekspert Alice Stollmeyer.